Det siges, at når man når til Santiago, er der ikke flere tanker tilbage at tænke. Dette er en tilstand, som jeg normalt ikke behøver at gå 800 kilometer (799 ifølge mit netop udstedte ‘Certificate of Distance’) for at opnå - den kan sagtens opstå søndag morgen hos bageren, når jeg skal beslutte om rundstykkerne skal være med eller uden birkes ... 

“Øh, hva’? Bare halvt af hver!”

”Øh, hva’? Nå, så 2 med og 1 uden!”

Men ja - de seneste dage har da været præget en vis form for tomhed - og vemod, som beskrevet tidligere. Nogle siger, at man bruger de tre sidste dage til at planlægge den næste Camino-vandring - der var jeg nu ikke helt, selvom tanken om at gå Camino North absolut virker fristende på et-eller-andet tidspunkt i en ikke alt for fjern fremtid ... 

Dagens sidste 10 kilometer ind til katedralen i Santiago, føltes på en og samme tid både lette og ualmindeligt tunge! Jeg ville efterhånden gerne frem til ‘målet’ men også få det absolut sidste ud af Camino’en - sutte det absolut sidste ud for bolchet! 

Jeg tog forholdsvis tidligt afsted, og landede på pladsen foran katedralen klokken 10.00 - ret præcist.

Og ja, jeg fældede en tåre - flere, faktisk!

Der er en helt unik stemning på pladsen. Du (gen)kender flere som du har mødt på Camino’en gennem de seneste uger - nogle kortvarigt, andre som du har brugt en halv eller en hel dag, eller en aften på herberget sammen med ... Du krammer med flere, tavst og hulkende, i en gensidig forståelse for, at ‘vi gjorde det sgu!’
Helt unik og meget stærk oplevelse ...

Når du så er færdig med alt flæberiet, går virkeligheden op for dig ...

Først: Jeg var tydeligvis ikke den eneste, der havde fået den geniale idé at starte tidligt, og komme før alle de andre! Jeg tænkte derfor, at det var en god idé at få ordnet det praktiske, at finde pilgrim-kontoret og få mit Compostela, inden alle de andre. Det tænkte de andre åbenbart også!

Køen var naturligvis allerede lang og det tog godt en halv time, tre kvarter inden det blev min tur, selvom der var små 20 skranker igang ... Nå, det vigtigste var jo også bare at nå pilgrim-messen i katedralen klokken 12.00. 

Det nåede jeg ikke! 

Bedst som jeg igen stod på pladsen foran katedralen, og overvejde, hvor jeg skulle gå hen, for at komme ind til messen, blev jeg ‘antastet’ af en lille, ældre lokal ‘mutter’, der spurgte om jeg manglede et sted at sove ... Først sagde jeg pr automatik ‘No!’, men kom så i tanke om, at jeg jo rent faktisk manglede et sted at sove, så jeg løb hende op (!!) og hun kunne da tilbyde et privat værelse for €20 - hvilket vistnok er forholdsvis billigt i Santiago! Jeg gjorde hende forståeligt, at jeg skulle nå messen, og jeg tror hun svarede, at det ikke ville blive et problem. Det blev det - men ikke mit største problem! 

Tilstrømningen til messen kl. 12.00 var så stor, at vi var adskillige der ikke kom ind, så istedet brugte jeg tid på en powernap på værelset, samt noget frokost og lidt øl med de danskere, jeg nu havde mødt de seneste uger, og en plan om at se ‘genudsendelsen’ - pilgrim-messen kl. 19.30!

En genudsendelse var det dog ikke helt, da vi ikke fik lov at opleve hverken det svingende røgelseskar (æv!) eller katedralens enorme og efter sigende særdeles vellydende orgel (dobbelt æv!!) Men, en pilgrim-messe ‘light’ fik vi da!

Herefter tilbage til værelset, hvor jeg nu bare skulle slappe af med denne dagbog - lige indtil en væggelus / bedbug piblede hen over sengetæppet! Det tog mig mindre end fem minutter, så havde jeg rystet og pakket alt, og var ude af værelset igen - efterladende en mast bedbug på sengen! Bvadr! 

Heldigvis var nærmeste nabo et hotel, der godt kunne tilbyde et værelse, selvom klokken var blevet 22.30 - naturligvis til markedspris, €52! Én nat i Santiago kostede altså samlet €72 ... Lad mine lærepenge blive dine: Hold dig til de autoriserede udlejere, så du ikke får bedbugs med hjem som ekstra souvenir!!! 

Jo, jeg har taget mine forholdsregler ... I min rygsæk har jeg tre sorte affaldssække. De to bruger jeg til at beskytte rygsækken på hjemrejsen (jeg tjekker den ind) og den sidste bruger jeg når jeg kommer hjem, hvor jeg lægger rygsæk og ALT mit tøj og hvad jeg ellers har, i den, inden jeg går ind, forsegler den og putter den i fryseren i tre - fire dage - når jeg har taget et bad! Vi vil bare ikke have det stads ind i vores hjem!

Når du læser dette, er jeg i Porto, hvor jeg vil slappe af i et par dage - med at gå rundt i byen!! 

MIN Camino er nu slut, og dette er sidste afsnit i min dagbog! Tak til alle der har fulgt med, og tak for alle de positive kommentarer jeg har fået! Når turen har bundfældet sig, kommer der måske nok en opsummering ... 

~ Jeg gjorde det sq! ~

DAG 29 TRIVIA: 

Start kl 07.30

Slut kl 10.00

Distance : 10 km

Sværhedsgrad: 5 - så afgjort de sværeste kilometer at vandre, men kun mentalt! 

Vejret var iøvrigt fint!

Det er nu sjovt, med os turister ... Vi vil så gerne opleve de populære, flotte, attraktive, lækre steder, vi gider bare ikke turister - altså de andre turister! Sådan er det naturligvis også her på den sidste del af Camino’en! 

Hvis du ikke direkte har behov for at få et Compostela, men gerne vil bruge en forlænget weekend på at gå en del af Camino’en, er der flere andre steder der giver mere mening end lige strækningen fra Sarria til Santiago - uanset om du er til vandring i bjergene, eller til et mere fladt terræn. Det er ikke fordi strækningen fra Sarria direkte mangler noget, i hverken udfordrende terræn eller udsigter med ‘wauw’-effekt - der er bare mere af det hele tidligere på Camino’en. Undtaget pilgrimme, altså! Så, vælg starten over Pyrenæerne, eller La Maseta fra Burgos til Leõn, eller stigningerne efter León istedet - og du får samtidig mulighed for at opleve Camino’ens magi og autencitet, uden alle de andre irriterende turister!

Jeg valgte at ændre lidt på mine planer, og er i dag vandret cirka 10 kilometer længere end oprindeligt planlagt, og er nu blot 9 - 10 kilometer fra Katedralen i Santiago. Jeg vil gerne nå derind tidligt i morgen, inden ‘horden’ af (de andre) turister rammer byen, torvet, katedralen og ikke mindst kontoret, hvor Compostela’en udleveres!

Samtidig satser jeg meget på at opleve messen i katedralen kl. 12,00, selvom der nok vil være ekstraordinært mange mennesker pinse-søndag!

Camino’en har i dag ført os gennem et ret fantastisk skovområde, der det en øjeblik bestod af træer, det alle var tæt bevokset med efeu, i et omfang, så jeg er sikker på, at står du stille for længe, begynder de også at vokse op ad dig! I det næste øjeblik består skoven af nogle maga høje træer, der åbenbart skifter bark helt eller delvist. Der er sikkert nogen der ved, hvad det er for nogle træer - jeg gør ikke, men jeg ved, at den tørre bark dufter helt fantastisk, når den ligger i skovbunden og bliver opvarmet af solen.

~ Mangler nu kun ... Bhaaa - er snart fremme! ~ 

DAG 28 TRIVIA: 

Start: kl 07.50

Slut: kl 16.45

Distance: 34 kilometer (+ 2-3 km da jeg ikke kunne finde mit Hostel!!!)

Sværhedsgrad: 2,5

Herberg: Et pre-booket værelse på et hostel til €30, for at være helt sikker på at få en seng!

Vejret: Endnu en varm dag, hvor solen har bagt fra en skyfri himmel!

Hold nu op ... Der er godt nok kommet mennesker på Camino’en! Der er meget stor forskel på Camino’en før og efter Sarria, og de dage, hvor jeg kunne vandre i halve-, hele-, flere timer, uden at møde et andet menneske, er definitivt forbi!

Fra Sarria er Camino’en fyldt med ‘madpakke-turister’, der får transporteret deres rygsæk / bagage fra herberg til herberg, og blot selv bærer en lille rygsæk, med lidt mad og noget vand.

Selvom jeg har valgt at gå ‘The Honorable Camino’ (et udtryk, jeg har lært hernede!) vil jeg ikke gøre mig til Camino-snop! Dybest set er jeg jo blot en turist, mens mange af ‘madpakke-turisterne’ er lokale spaniere, for hvem et Compostela har langt større betydning i deres hverdag, end blot en souvenir! Så, der skal være plads til os alle, Camino'en var bare federe før!

Hvor der er mange mennesker, er der også forretningsdrivende! I stort set enhver by langs Camino’en, er der en bar / café der tilbyder spiselig ‘junkfood’ til rimelige priser. De gør det godt, og det er dem, der gør det muligt for os at gennemføre små 800 kilometer til fods. Uden mad og drikke ... 

Men, det bliver også mere og mere tydeligt, at Camino’en er en industri, og du støder nu jævnligt på boder og små forretninger, der tilbyder et meget bredt udvalg af Camino-souvenirs - alt fra vandrestave og køleskabsmagneter til plastik-muslingeskaller med påmalet flag! Bvadr! 

I det lidt mere kouriøse hjørne, kan du ved 55 kilometer-stenen få et stempel i dit pilgrimspas i form af et segl! Det er rumæneren Ionut Preda det udfører det, og som tak giver du en donation på minimum €1, der går til at støtte handicap-idræt. Ionut er selv ben-amputeret idrætsmand. 

Dagen startede ellers med et ‘god morgen’ på klingende dansk, og modsat i går, kom det denne gang fra en flok danskere. Det var ‘far Leif’ på 72, der var på tur med sønnen Henrik, og vennerne Michael, Lasse og Michael. Nogle herlige fyre, som jeg fulgtes med noget tid, og som også havde valgt at bosætte sig i Ribadiso, så vi kunne spise aftensmad sammen! Super hyggeligt! 

De næste dage skal jeg tilbagelægge små 45 kilometer, så er jeg i Santiago - jo nærmere jeg kommer, jo mere vemodig bliver jeg! Jeg er bange for, at jeg kommer til at gøre noget tilsvarende en anden gang!

~ Mangler kun 43 km ~

DAG 27 TRIVIA

Start kl 07.55

Slut kl 14.15

Distance; 24 kilometer 

Herberg: XXX - er OK hyggeligt herberg med god belliggenhed. Seng €10 men man skal spise på retauranten overfor, hvor en menu koster €9.80 

vejret: sol og temp midt i 20’erne!

"Hej, hej!”

Jeg havde godt bemærket, at der var én, der langsomt indhentede mig, da Camino’en passerede gennem en af de utallige små Nordspanske byer, og da hun var helt tæt på, lød der et klart, dansk “Hej, hej!”. Jeg svarede naturligvis med et lisså dansk “Hej, så du er også fra Danmark?”

”What?” Det var så Robin fra Solvang, den danske hovedstad i Californien, og det eneste hun kunne på dansk, var at sige “hej, hej!” - og genkende Dannebrog, tydeligvis! Vi fulgtes nogle timer og fik en lang snak om oldefædre, der skabte Solvang, dengang for mere end 100 år siden, med alle dens Hansen’er, Petersen’er og Jensen’er ... “I’m one of the Jensen’s!” fik jeg indskudt - men måtte straks afvise, af være i familie en af Solvangs medstiftere! “We are some Jensen-families, you see!” 

Vi fik også en snak om dansk kultur og om at være frivillig på et af Camino’ens mange herberger, inden vore veje skiltes i Portomarín, der ligger ualmindeligt smukt omkring floden Miño. Her kunne man godt tage en overnatning eller to, på en anden ferie, eller hvis det lige passer ind i dine Camino-planer ..,

Kort efter jeg forlod byen Ferreiros her til morgen, passerede Jeg ‘100,000 kilometer’-stenen og jeg har i løbet af dagen, samlet vandret mere end 700 kilometer! Om tre dage ankommer jeg til Santiago, og min Camino er slut, og det er tid at vende næsen hjemad. 

Her i Calicien, står der resterende afstand til Santiago, på alle rutemarkeringsstenene, og jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere vemodig, efterhånden som jeg spoler kilometer ind! Turen her har så afgjort været en gave for livet, som det lige tager noget tid at fordøje - den skal lige have tid til at bundfælde sig! Jeg glæder mig til at komme hjem, men jeg kommer i den grad også til at savne det simple, men nærmest konstant inspirerende liv, på Camino’en!

Vel fremme ved byen Palas de Rai, tjekkede jeg ind på herberget De Benito i starten af byen. Et stort, rigtig pænt men ikke specielt charmerende herberg, hvor noget af den Camino-magi, jeg har savnet på det seneste, eksisterer. 

Værten, Manuel byder dig velkommen med et håndtryk, og husker så i øvrigt både dit og alle de øvrige gæsters navne, mens du er her! Så føler man sig velkommen! Middagen indtog jeg sammen ungarske Beate, det nu bor i Australien, og Daniel, en smaskende sydkoreaner, der nu bor i New Zealand! “Hi, I’m Kurt - I’m born in Denmark, and still lives there, and intend to do it for the rest of my life!” Man kommer altså vidt omkring på en Camino-vandring! 

Og, så har jeg fundet årsagen til, at min venstre lilletå stadig gør forbandet ondt ... Jeg har helt styr på den højre, men den venstre ... Grrrrr! Hvor længe kan en vabel gøre så ondt? Efter nærmere og grundigere inspektion her til aften, fandt jeg ud af, at det slet ikke er vablen der er problemet - tåen er bare revnet! Nu ved jeg hvorfor, så det løser jeg, når jeg er hjemme igen! 

~ Mangler desværre kun 67 km! ~ 

DAG 26 TRIVIA: 

Start: kl 07.50

Slut: Kl 16.30

Distance: 35 kilometer

Sværhedsgrad: 2,5 (1-5)

Herberg: De Benito - se tekst! 

Seng: €10 - tre retters menu: €9,50 - og den var god!

Vejret: Som de seneste dage: køligt om morgenen og ikke meget over 20-22 grader senere, men solen brager ned hele dagen, fra en skyfri himmel! 

Alle de foregående 24 dage, har jeg hver morgen pakket min rygsæk, fundet og spist noget morgenmad, og så ellers begivet mig ud på dagens ‘etape’ på Camino’en. I dag var det lidt anderledes, da jeg havde besluttet mig for, at få en guidet rundvisning på Benediktiner-klostret, inden jeg skulle videre. Selvom første rundtur først startede kl. 09.30, og tager en lille timestid, var det det hele værd, at udsætte starttidspunktet. 

Efter en eksplosion i klosterets destilleri, nedbrændte en stor del af det i 1951, og det er siden blev genopbygget / restaureret, med blandt andet nye vægmalerier, malet af moderne kunstnere. Klosteret med tilhørende kirke, er i det hele taget et fantastisk bygningsværk, og man bør unde sig selv, at afsætte tid (og €5!) til en rundvisning, hvis man alligevel er i Samos.

Ved 11-tiden var vi (Anders og Sofie, som jeg gen-mødte igår, og jeg) klar til at forlade byen. Vi var enige om, at vi ville følges, så længe det gav mening, og i øvrigt lade dagsformen afgøre, hvor langt vi skulle gå. 

De seneste dage har jeg skrevet om, hvor ualmindeligt smuk, naturen er her i Calicien - og det er den stadig! Men, Camino’en er meget andet end postkort-smukke udsigter - det er også utallige meget små små-byer, ofte med ganske få indbyggere, og ofte med landbrug som den primære beskæftigelse. Fra Camino’en kommer man ind i disse småbyer af ‘bagvejen’, og når man kommer midt på dagen, er byerne helt stille, helt mennesketomme, helt øde, helt døde, bortset lige fra gårdkatten! Det kan godt virke lidt ‘spooky’! 

12-13 kilometer efter Samos, møder du byen Sarria. For at kunne få dit Compostela, som bekræftelse på, at du har ‘gået Camino’en’, skal du minimum have gået 100 kilometer, inden du kommer til Santiago.

Sarria ligger 115 kilometer fra Santiago, og det er derfor, at op imod halvdelen (47% mener jeg) af de, der kommer til Santiago, starter her! Og, det kan mærkes! Herfra bliver Camino’en langt mere kommercialiseret; langt mere turistet - og herbergerne langt mere besat! 

Da vi kom sent fra Samos, kom vi naturligvis også forholdsvis sent frem til Ferreiros, og som ved et lykketræf, fik vi de sidste tre ledige senge i byen - det var ikke alle, der var ligeså heldige, og de næste herberger ligger 8 kilometer længer fremme! Måske jeg de næste dage må reservere en plads, selvom det tager noget af fleksibiliteten og 'mystikken' fra Camino'en ... 

~ mangler nu kun 101 km! ~

DAG 25 TRIVIA: 

Start 07.20 - man skal være ude af klostrets sovesal senest 07.30, men på grund af rundvisning på klostret, kom jeg først afsted ca. 11.00!

Slut: 17.15

Distance: 27 km

sværhedsgrad: 2 (1-5)

Herberg: xxx

vejret: Varmt også solrigt 

Jeg vil ikk’ hjem! 

Eller, jo - det vil jeg gerne, for jeg savner efterhånden ‘dem derhjemme’! 

Men, her er simpelthen bare så smukt, her i Calicien, at jeg næsten ikke kan rumme det! Jeg har sagt det før, og gentager det gerne: Jeg bliver aldrig nogensinde træt af at vandre i bjergene - og de seneste dage har i den grad bekræftet det! I går gik det opad mod O Cibreiro, og i dag er det så gået nedad, mod byen Samos. Og, selvom begge dele kan være hårdt for balder og lår, bliver man konstant belønnet med det ene fantastiske view, efter det andet. Jeg får nærmest tunnelsyn, og føler at jeg bliver suget ind i det ene postkort efter det andet. Det er fantastisk, men måske nok mest fordi jeg / vi bor i Danmark, der jo er fladt som en pandekage. 

Jeg gik i en periode med et par stykker fra Canada, og prøvede at smitte dem med min begejstring, og de anderkendte da også, at udsigten var flot: “Well, it looks nice, but we live close to the Rockeys you know!” OK - godt ord igen, så! Klart, at har man Rockey Mountains i sin baghave, skal der naturligvis noget mere til at begejstre. Men, jeg bor i Danmark, og synes altså, at det er ualmindeligt flot!

Målet for i dag var byen Samos, med Benediktiner-ordenens godt 1500 år gamle og 11.000 kvadratmeter store og imponerende kloster, der er Spaniens størtste beboede kloster.  Det bliver beboet af seks Benediktiner-munke, og én novice ...

Der findes sikkert bedre herberger i Samos, men det er lidt fascinerende at have sovet her, så det blev mit valg - i en sovesal med 60 sovepladser ... Spændende hvad det bliver for en nat? 

I byen Renche, der ligger få kilometer fra Samos, rendte jeg på Anders og Sofie fra fastlandet, som jeg mødte kortvarigt for nogle dage siden. Vi blev enige om at mødes til middag ved klostret, og har netop haft en fantastisk hyggelig aften ... Fortsætter vi sammen i morgen? Tjaeeee - det vil tiden vise ... Vi har jo alle vores Camino! 

Min plan for i morgen er at få en rundvisning på klosteret, og så ellers tage dagen som den kommer. Jeg nærmer mig målet, og har lagt nogle rolige dage ind i mit program. I dag havde jeg en følelse af, at jeg kunne vandre til solen gik ned, men det er ikke sikkert jeg har samme stamina i morgen ...

~ Mangler nu kun 128 km! ~

DAG 24 TRIVIA:

Start kl 08.45

Ankomst kl 16.15

Distance: 23 kilomete

Sværhedagrad 3 (1-5)

Herberg: Albergue del Monasterio de Samos - Benediktiner-klostret

Pris: Donation - du bestemmer selv prisen! Klostret er drevet alene ved donationer, og modtager ikke støtte fra hverken kirken, byen eller staten. 

Vejret: Ikke mere regn for denne gang! Kølig morgenstund, men ellers sol fra en skyfri himmel, dog uden at det blev alt for varmt til at vandre ... 

Det er længe siden, jeg har sovet så godt, som jeg gjorde sidste nat! Ved et lykketræf fik jeg et tre-personers værelse for mig selv på herberget, og det eneste der forstyrrede freden, var et skrydende æsel på den anden side af vejen. Jeg vil til enhver tid gerne bytte en snorkende asiat, eller en tysker, der ligger og vånder sig med et skrydende æsel! 

Jeg sov nærmest i otte timer, og vågnede til silende regn! Jeg havde derfor ikke supertravlt med at komme afsted, men omkring kl. 09.00 var regnen stilnet nok af, til at det var tid at bevæge mig mod toppen af Sierra Do Rañadoiro - mod O Cebreiro. 

Regnen fortsatte i adskillige timer, med få pauser, hvor det blot dryppede fra træerne. Jeg har aldrig været så våd, at jeg ikke er blevet tør igen - heller ikke i dag, men jeg var bekymret for, om tøjet ville blive det ... Det blev det!

Turen op til O Cebreiro går af en cirka 7 kilometer lang æselsti, der bliver betragtet som den hårdeste del af Camino’en, og har ry for at være en ben-brækker! 

Turen op er hård, og bliver givetvis ikke lettere af, at regnen siler ned - men er man i rimelig god grundform og tager den i sit eget tempo, skal man nok komme op. Det er ikke bjergklatring, men stadig blot bjergvandring! 

Mine vandrestøvler viste sig fra sin gode side, og forblev helt som ventet vandtætte, og min selvgjorte vandrestav gjorde det den skulle - støttede, når der var behov for det! 

Oppe på toppen, i O Cebreiro skiftede vejret nærmest fra det ene øjeblik til det andet. Fra regn til sol! Udsigten blev dog ‘spoleret’ af en tåge, der lagde sig i dalen - eller rettere: udsigten var en dal med tåge! For, lige som et solbeskinnet landskab kan være flot og bjergtagende, kan en tågedækket dal også være det, på sin helt egen måde ...

Efter en hård, våd men alligevel aldeles fremragende dag på Camino’en, nåede jeg frem til målet - byen Hospital de la Condesa og til byens eneste herberg. Modsat i går, skal jeg i nat dele ‘soveværelse’ med 19 andre, så der bliver med sikkerhed noget mere uro ... Jeg kommer nok til at savne mit æsel! 

Byen Hospital er i øvrigt en fantastisk lille, hyggelig, piktorisk by! Omgivet af bjerge hele vejen rundt, med fritgående høns i gaderne og med en lækker bar / restaurant / kro, der serverer OK mad til rimelige priser ... Jeg sad på en stenmur, og nød sol og udsigt, og tænkte, at her kunne jeg godt blive nogle dage - hvis ikke det var fordi, jeg også gerne vil hjem!

I morgen følger en 14 kilometer lang nedstigning mod byen Triacastela, og herfra er det planen at fortsætte til byen Samos, med det berømte Benidictinerkloster, som jeg glæder mig til at se! 

~ Mangler nu kun 151 km ~ 

DAG 23 TRIVIA:

Start kl 08.50

Slut kl 14.10 

Distance: 24 kilometer 

Sværhedsgrad: 5 (1-5)

Herberg: Albergue de Peregrino. Et OK herberg, der tilbyder det, som pilgrimme har behov for: et varmt bad og sted at sove! Men, heller ikke meget mere! 

Pris: €6 - og man spiser på kroen! 

Vejret: Regn, regn, regn - og koldt og blæsende! Dog sol om eftermiddagen - men stadig koldt og blæsende!

600 km

Jeg har i dag passeret punktet, hvor jeg i følge min Michelin-guide har vandret 600 km på Camino’en, og har samtidig taget hul på min fjerde uge ... Om blot 175 km rammer jeg Santiago de Compestela, hvilket både fylder mig med vemod og med glæde ...

På den ene side kan jeg godt mærke, at jeg begynder at savne min familie, mine venner, mine kolleger - og gerne snart vil se byskiltet til Santiago. På den anden side ønsker jeg, at dette måtte fortsætte nærmest i det uendelige - jeg kan da slet ikke forstå at der allerede er gået 3 uger, og jeg er på ingen måde klar til at se byskiltet til Santiago endnu! Det er naturligvis alt for tidligt at gøre status, og jeg har dog mere end en uge (- og godt 175 km) foran mig, så det kommer nok til atpasse med, at jeg gerne vil hjem, når jeg når frem. 

Som i går, har dagen i dag været til den kølige side, overskyet med et-cifret temperatur, og silende regn den sidste halvanden time!

Fra Villafranca er det muligt at vælge en rute langs floden, eller en lidt længere (+2 km) og noget hårdere rute i bjergene. Jeg var fristet af bjergruten, men valgte den noget mere fredsommelige rute langs floden - som også er langs landevejen. Vejen er ikke særligt trafikeret, og området du går i, er den udsigt, som jeg har forsøgt at forevige de seneste dage. På din højre hånd har du bjergsiden; på din venstre har du dalen, med den rislende flod i bunden. Det er Ikke noget dårligt valg, når man gerne vil skåne sine fødder lidt, så de er klar til den store udfordring i morgen - opstigningen til O Cebreiro!

Efter mere end 32 kilometers vandring, heraf de sidste 5-6 kilometer i silende regn, var det skønt at komme frem til herberget El Peregrino i La Portela - der idag ikke er mere belagt, end at jeg har fået eget værelse, med eget bad og eget toilet! For €10,00! Det samme koster deres menu, der alene næsten er turen værd - forret med charcuteri, kanin-ragout til hovedet, is til dessert, og en god flaske vin ... 

Og, så har jeg fået en ny ven! Som nævnt mistede jeg min vandrestav i går. Eller i forgårs. Som sagt tidligere, har jeg et ganske anstrengt forhold til vandrestave, benyttet af sunde og raske mennesker på flade strækninger. Men, jeg anerkender, at de kan være nærmest uundværlige, når det går opad, og især når det går nedad i bjergene. Derfor fandt jeg, blandt en bunke afskårne grene, en gren i passende tykkelse, som jeg fik knækket af, i en passende længde. Sværere er det ikke, når man ikke lige møder en SpejderSport på sin vej! 

Staven kommer i brug allerede i morgen, når æselstien op til O Cebreiro skal forceres - den skulle være noget ganske særligt, og jeg glæder mig til det! 

~ Mangler blot 175 km ~

DAG 22 TRIVIA:

Start: kl 08.00

Slut: kl 16.45

Distance: 32 km

Sværhedsgrad: 1 (1-5) Tager du den alternative bjergrute, er det nok en 3’er ... 

Herberg: Se tekst 

Vejret: Kooooldt - og nu også med regn! 

- og ikke et ord om, at Israel vandt MGP !!!

Brrrrrr ... Det har været en kold dag i dag. Startende med 3 grader til morgen og et-cifrede temperaturer hele dagen, med en kold vind vest-fra, og med en (kort) periode med hagl, for lige at understrege, at det ikke er sommer endnu! 

Heldigvis er jeg hjemmefra forberedt på det også, og lag-på-lag metoden har gjort, at jeg på intet tidspunkt har frosset; blot haft kolde øre og røde (rødbrune!) kinder! En uld T-shirt med korte ærmer inderst, en ditto med lange ærmer ud over, en skjorte og min vind- og vandtætte jakke yderst, samt mine handsker, min Buff og min kasket - så kunne jeg stadig gå i shorts uden at fryse! Skulle det blive koldere, har jeg stadig en tynd fleece og et par lange undies, jeg kan tage på! Jeg ved der har været regulært sne længere fremme i dag, så det kan jo være ... 

Heldigvis kom der ikke regn eller anden nedbør fra morgenstunden - nedturen fra Acepo til Molinaseca var såmænd også spændende nok i tør udgave ...

Og, så har jeg mistet min vandrestav - aka mit 'one pod'-fotostativ! Jeg kan ikke huske, at jeg skulle ha’ glemt den, og i givet fald jeg skulle ha’ glemt den, har jeg glemt hvor jeg har glemt den! Faktum er, at jeg ikke længere har den, og at den givetvis står et-eller-andet sted, hvor jeg har handlet eller siddet eller spurgt efter en ledig soveplads! Jeg var træt på det sidste igår, og måske en anden kan få glæde af den nu. Jeg kom ned fra Acepo uden den, og tænker at jeg nok også kommer helt til Santiago, uden at skulle købe en ny!

Og træt, har jeg også været idag! Energien har lissom ikke været der, så da der viste sig et herberg med ledige senge i byen Columbrianos, valgte jeg at checke ind der, allerede ved 2-tiden, efter ‘blot’ 22 kilometer. Tror min krop har godt af lidt ro - og til at se lidt Formel 1 og senere Eurovision Song Contest, som jeg skal se sammen med en hollænder (Gerald), en australier (Marie), en mexikaner (Aida) og en israeler (Yael)! Det skal nok blive hyggeligt ...

Og, det er efterhånden nogle dage siden, at jeg har oplevet Camino-hygge. Det er som om, noget af magien, noget af energien, noget af fællesskabet, noget af hyggen er forsvundet de seneste dage - og jeg har ikke helt gennemskuet hvorfor, endnu! 

Måske er det mig, der bare er ved at få lidt Camino-kuller og har nok i mig selv? Eller måske vi alle bare er ved at være trætte, og bare gerne vil se målet - Santiago de Compostela? Eller måske er det fordi mine ‘etaper’ er længere end de flestes, og jeg derfor ikke naturligt følges med nogen? Eller, er det bare fordi de seneste herberger har været store, nye og lækre - men bare ikke har faciliteterne til at skabe Camino-hygge omkring er fyrretræsbord, på tværs af nationer, køn og tro / ikke tro? De næste dage vil vise det - indtil videre er denne aften ret underholdende, men Eurovisioen er jo heller ikke gået igang endnu ... 

Om godt 40 kilometer venter opstigningen til O Cebreiro - efter sigende Camino’ens hårdeste strækning selvom den kun er 8-10 kilometer lang. I morgen ville jeg gerne nå så tæt på som muligt, og da det er forholdsvist fladt terræn, burde det være muligt at nå en del kilometer, så den spændende opstigningen ligger for mine fødder i overmorgen ...

~ Mangler nu kun 205 km! ~

DAG 21 TRIVIA:

Start: kl 09.00

Slut: kl 14.00 

Distance: 22 km

Sværhedsgrad: 3 (1-5)

Herberg: San Blas. En lokal bar, med et OK herberg - men find gerne et andet sted at spise! 

Vejret: Pisse koldt! Dog mest tørt og delvis sol ...

Når Camino’en viser tænder, er det kilometervis af det her, du skal gå på! Opad og nedad ...

Øj, en lang dag, det blev i dag! Mere end ti timers vandring; 36 kilometer, hvoraf mere end halvdelen har været opad og nedad i bjergene på knoklede stier, hvor hvert et skridt, kræver din fulde opmærksomhed, hvis ikke din Camino skal slutte med en forstuvet ankel! Jeg har sagt det før: Camino’en er ikke just belagt med fløjsgræs og rosenblade, når den viser tænder, som den gjorde idag! Personligt foretrækker jeg Camino’en med udfordringer, som i dag, frem for Masetaens monotoni, men derfor kan det jo godt være udmattende!

Det var slet ikke meningen, at jeg skulle gå fra Astorga og helt til Acepo i dag. I følge min oprindelige plan, skulle jeg være i Acepo i går, men da jeg er en dag og 10-15 kilometer efter min plan, var tanken at overnatte i Manjarin, byen før Acepo. Indtil jeg så refugiet, altså! 

Jeg har muligvis snydt mig selv for en oplevelse for livet, men selvom det er billigt, har jeg altså også en nedre grænse. Den fandt jeg i Manjarin!

Efter en hurtig status på min stamina og vandbeholdning, besluttede jeg at fortsætte de godt ni kilometer til Acepo, selvom jeg vidste de ville blive hårde. Mega hårde! 

Var det nogle hårde kilometer, var beløningen til gengæld tilsvarende i top! I udkanten af Acepo ligger et nyopført herberg, der topper ALT andet, jeg indtil videre har sovet på, her på Camino’en! Ud over en helt fantastisk belliggenhed, er der indendørs spa og swimmingpool, udendørs barområde, hvor der spilles blid lounge-musik, en fantastisk flot restaurant - og så tilbyder de massage! 

Pris for overnatning? €10! Fjorten mere, hvis du gerne vil spise menu og morgenmad! 

Det var de ekstra ni kilometer værd, selvom fødderne var glade for at slippe ud af støvlerne! 

På vejen til Acepo, nærmest på toppen af Montes de León, står Cruz de Ferro. Jernkorset.

Sagnet siger, at hvis du ‘putter’ alle dine bekymringer ned i en sten hjemmefra, og lægger den ved Jernkorset, er de væk, når du kommer hjem! Den enorme bunke af sten, der ligger omkring Jernkorset, er et vidnesbyrd om, at der gennem tiden er båret mange bekymringer op til toppen af Montes de León! 

Det skader jo aldrig at prøve, så hjemmefra havde jeg naturligvis lagt mine bekymringer i en sten af passende størrelse. Lykkes det ikke, klarer jeg det nok alligevel!

Fik du ikke lige taget en sten med hjemmefra, er der rig mulighed for at finde en i passende størrelse og form, på de første 550 km af Camino’en - tro mig!

Turen op til Cruz de Ferro og i særdeleshed turen derfra og til Acepo, byder på det ene fantastiske landskab efter det andet. Her er simpelthen så overvældende smukt, at det nærmest gør ondt i øjnene! 

Husk derfor at tage dig tid til at stoppe op, og se dig omkring. Du får ikke fanget skønheden med din telefon alligevel - så nyd! 

~ Mangler nu kun 227 km! ~

DAG 20 TRIVIA:

Start: kl 07.30 - men så skulle der lige spises morgenmad, så den var nok 08,00 inden jeg var igang! 

Slut: kl 18.15

Distance: 36 km

Sværhedsgrad: 4 (1-5)

Herberg: Se teksten! 

Vejret: Hundekold morgen - blot 3-4 grader! Lunere i løbet af dagen, men mest overskyet, så temp lå vel under 20 grader - indtil de sidste 9 km hvor solen bragede ned!

Udsigt til regn og temp under 10 grader i morgen !!!

David ved hans oase - en ægte Camino-hippie, der lever ved, med og af Camino’en! Helt klart et besøg værd!

Jeg har i dag vandret et-par-og-tredive kilometer! En frisk gå-tur, men normalt ikke en distance, vi tænker dybere over, når den skal tilbagelægges. Det er som fra Fredensborg til København, og kan indenfor lovens rammer, køres på en god halv time. En halv time, som normalt ikke ikke byder på de store indtryk eller oplevelser. Jeg har brugt 8,5 time, og dybest set er der ikke sket noget i dag, som jeg ikke har oplevet en af de foregående dage ... Alligevel føler jeg, at jeg i løbet af dagen nærmest er blevet ‘bombarderet’ med indtryk ... 

De Cantabriske bjerge ligger der jo stadig. De har ikke flyttet sig siden jeg så dem første gang, men i dag er ruten gået mod nordvest, og bjergene har derfor det meste af dagen knejset stolt med sine snedækkede tinder, lige foran mig - og mindet mig om de to stigninger, der venter mig de kommende dage ... Den første allerede i morgen! 

Imens jeg er vandret mod bjergene, har rovfugle cirklet om deres bytte og pludseligt dykket ned og fanget det; en markmus har pebet sit sidste piv i kløerne på selvsamme rovfugl; skrubtudserne i vandløbene har kvækket, fordi de vil have mere af det gode, de fik i går; gekko’er / øgler / firben igler i skjul, når de hører dig, og du skal være heldig at se dem kortvarrigt; sangfugle danner et smukt lydtæppe på din vej - og så, pludselig dukker Davids Oase op, midt i det hele!

David er Camino-hippie, der lever ved, med og af Camino’en og dens pilgrimme - nu også mig! På pladsen er der al den frugt du kan tænke dig - noget sikkert af egen avl, men det meste nok fra den nærmeste ‘Aldi’ - kaffe, the, isterninger, æg, kage, brød, juice og saft, og havde jeg spurgt, havde han sikkert også noget af Miraculix’ trylledrik!
Alt sammen uden pris - du skal blot donere, hvad du synes er rimeligt. Og, jeg tror de fleste har det som jeg - man vil jo nødigt være nærig, så jeg forlod David med en blomme, som jeg betalte 1 euro for! En voldsom overpris, men til gengæld får du også et kram og et ‘Buen Camino’ når du tager derfra! Smart!

Se, det er noget af det man kan risikere at opleve, når man bruger 8,5 time fremfor en halv på at bevæge sig et-par-og-tredive kilometer - i Nordspanien, altså! 

Jeg er nået til chokoladebyen Astorga, og har dermed definitivt forladt højlandet, La Meseta. Fra i morgen går det opad og nedad igen - pænt meget, faktisk! Især, hvis man som jeg gerne vil nå op til Cruz de Ferro - Jernkorset - der står på toppen af Montes de León, mere end 1500 meter oppe! For at kommet dertil og til et herberg efterfølgende, skal jeg tilbagelægge omkring 30 kilometer, hvoraf de første 20 er ret harmløse, med en blid og konstant stigning, mens de sidste ti kan blive ganske udfordrende! Det bliver en hård dag, men jeg glæder mig!

Og, hvis vi lige skal afslutte Maseta’en ... Som nævnt nogle gange tidligere, er det en monoton strækning, der strækker over flere hundrede kilometer, fra Burgos til nu her, Astorga efter storbyen León!
Og ja - det er tilladt at bryde monotonien ved at tage dine ‘earplugs’ i, og lytte til en playliste, en lydbog eller en podcast hjemmefra! Ja, det kan virke ekskluderende med ‘earplugs’ i, men jeg har blot taget mine ud når jeg har passeret andre på Camino’en, eller når jeg er gået gennem byerne. Og selv har jeg lyttet til musik (alt fra A Highway to Hell og A Stairway to Heaven, til Grease og Donna Summer), til lydbog (stadig Svend Brinkman) og til en vanvittigt underholdende podcast, der fik mig til at grine højlydt, så tårene trillede, lige dér, midt på Camino’en! (Søg efter Den Grå Side med Søren Rasted med gæster. Det er vanvittigt underholdende, hvis man ikke er alt for bonert!) 

~ Mangler nu kun 263 km! ~ 

DAG 19 TRIVIA

Start: kl 07.45

Slut; kl 16.15 

Distance: 32 km

Sværhedsgrad: 1 

Herberg: Siervas de Maria - hvor jeg blev taget imod af danske Luna, der arbejder som frivillig på herberget i tre uger, for foreningen Danske Santiago Pilgrimme, inden hun selv drager videre af Camino’en mod Santiago. 

Herberget, der er stort, med 156 sovepladser, er ejet og drevet at foreningen ‘Friends of Santiago’ og drives ved frivillig arbejdskraft og donationer.

Priser: Overnatning €5 - spisning ikke muligt. Men, det er masser af muligheder i byen. Efter gårdsdagens veganer-menu, fik jeg genskabt balancen i kroppen med en gang spareribs! 

Vejret: Kølig morgen (5-6 grader) men varmt allerede fra formiddagen - og sol, sol, sol!

Vælg den alternative rute, hvis du vil bytte landevejen ud med dette!

Det tog lidt tid at komme ud af León! Jeg VILLE finde nogle nye strømper, og måtte derfor vente til butikkerne åbnede klokken 10.00. Tiden brugte jeg til en tur omkring byens enorme katedral - et helt fantastisk bygningsværk, der i dag fungerer som museum (= der tages entré, hvis du vil ind!).

Jeg fandt mine sokker, og kunne fortsætte turen - nu i sandaler og strømper! (Nej, de er sorte!) Perfekt!

På vej ud af byen, kommer du gennem et område, som måske ikke er særligt spændende, men som giver et meget godt indtryk af, hvordan spanierne bor og lever, når de bor i udkanten af León. Hvis nogen føler at Camino’en er ‘turistet’ er det i alle tilfælde ikke her! 

Kort udenfor byen, er det muligt at fortsætte ad Camino’en parallelt med landevejen, eller vælge ‘walkers route’ der fører dig over Maseta’en lidt sydligere end Camino’en. Med mindre du har en fetish med at tælle grønne SEAT’er langs landevejen, bliver ‘walkers route’ også ‘walkers choice’! Nu har vi lissom prøvet bare at gå langs vejen! Vælger du den alternative rute, bliver der 3-4 km længere til Santiago, men du bliver til gengæld belønnet med nogle timers vandring hen over højlandet, hvor der kun er dig og naturen! Der er ingen civilisation at se, så langt øjet rækker! Helt fantastisk! 

Der er både noget roligt og afslappende, og noget super intenst, over denne form for ferie. På den ene side er du helt nede i kadence, og har masser af tid til at tænke, hvad du nu har behov for at tænke på - og bliver du ikke færdig i dag, har du masser af tid i morgen, til at fortsætte, hvor du slap. 

På den anden side bliver du konstant bombarderet med indtryk. Du er så tæt på det hele, på en måde som du kun oplever til fods - timevis - alene! Intenst! 

Ulempen ved den alternative rute er, at den ikke er optegnet i min Michelin Guide-bog. Jeg er bogstaveligt vandret ud af mit kort!

Det er derfor svært lige at gennemskue, hvor langt der er til næste by, og om der er herberger i byen. 

Jeg valgte derfor at stoppe i byen Villar de Marzarite efter små 25 kilometer, og  cirka 14-15 km fra, hvor jeg gerne ville være landet - dem skal jeg nok få indhentet! 

~ Mangler nu blot 295 km ~

DAG 18 TRIVIA 

Start: kl 07.30 - men var først rigtigt igang kl. 10.30

Slut: 16.15 

Distance: 24 km 

Sværhedsgrad: 1,5 (1-5) 

Herberg: San Antonio - et hyggeligt, pænt og landligt sted, hvor tingene fungerer. Ærgrede mig dog alligevel over, at jeg ikke fortsatte til næste by - eller bare næste herberg ... Menuen de serverede var vegansk!!!!

Priser: seng €9, vegansk middag €10, morgenmad €4 

Vejret: sol, sol, sol og temperaturer i tyverne - perfekt til vandring! 

Et uvejr under opbygning - et flot skue

At smide strømperne og gå barfodet i mine sandaler, viste sig umiddelbart at være en god idé! Siden min bekymring / mit klynkeri om, om jeg overhovedet ville være i stand til at gennemføre og komme til Santiago inden ferien slutter, i går morges, har jeg vandret 56 kilometer - heraf godt 39 i dag! Og, det har vel at mærke været en fornøjelse! 

Men, det har naturligvis også været et sats, og jeg er da heller ikke sluppet for nye vabler, men de sidder steder, som jeg bedre kan håndtere, end lilletå’erne - håber jeg! I morgen er endnu en dag i ‘sandal-terræn’, og mon ikke jeg finder en butik med nogle hvide sportsstrømper, jeg kan tage på - inden det igen bliver støvle-terræn? 

Vabler og ømme / smertende fødder og led, er et grundvilkår på Camino’en! Alle har den særeste gangart om aftenen, og mængden af synlig sportstape, knæbind, plastre og halten, bliver markant større, efterhånden som der tilbagelægges kilometre. Det er så absolut ikke kun mig, der bøvler! 

Som nævnt tidligere er Meseta’en ikke just den mest spændende strækning på Camino’en. Det er stort set én lang grussti, der går langs en helt lige landevej, det meste af tiden. Jo, jeg ved godt der kan lægges MEGA MEGET symbolik i hele Camino’en, og dermed også hvordan man håndterer og overlever livets / jobbets / parforholdets / Maseta’ens monotoni, når den opstår - men vurderet ud fra ‘et sted at gå en tur’, er det lige så kedeligt som at gå langs Holbækmotorvejen! Monotonien bliver dog brudt, når Camino’en går gennem småbyer med få hundrede indbyggere, hvor husene ofte befinder sig i gråzonen mellem at være ‘noget gammmelt faldefærdigt lort’ og ‘piktoresk og super charmerende’! 

Ude på landevejen kan man krydre monotonien gevaldigt, hvis man kigger mod nord (det er til højre!) - og gør det ofte! Her udfolder der sig et fantastisk landskab, med marker og natur, så langt øjet rækker, afsluttet af de Cantabriske bjerge med snedækkede tinder, langt ude i horisonten. Det er et bjergtagende (undskyld!) syn! 

På min tur i dag, blev jeg yderligere beriget med de mest fantastiske skyformationer, der byggede op mod vest, og efterhånden pakkede sammen til et større uvejr med lyn og torden - over León! Det var fantastisk bare at gå med solen i nakken, og se og høre uvejret folde sig ud, lige foran - hvis ikke det var fordi, mit mål var netop León! Små 10 kilometer inden León, ligger byen Acabueja, hvor jeg kraftigt overvejede at ‘kyllinge ud’, men da byen så ret kedelig ud, og da jeg har et mantra der hedder ‘jeg har aldrig været så våd, at jeg ikke er blevet tør igen!’ valgte jeg at forsætte det sidste stykke. God beslutning, for uvejret trak sydpå, og jeg fik kun nogle få dråber! 

Vejen ind til León går gennem et traditionelt industriområde det første stykke - hvorefter Camino’en føres over på en sti på en skråning, med et fantastisk view ned mod byen. Denne var bare lukket, og i stedet fører en provisorisk Camino dig gennem et ret ucharmerende bolig- og industriområde! Som tak får du til gengæld en lisså provisorisk nedstigning til byen, der egentlig ikke afviger fra så meget andet, som Camino’en har budt på indtil videre - men den egner sig absolut ikke til bare fødder i sandaler, eller ben, der allerede har tilbagelagt små 40 kilometer! 

Nå, jeg kom jo ned, og kort inden centrum støder jeg på et nyt (åbnet i sommeren 2015) herberg i topklasse, og i skærende kontrast til det sølle herberg jeg sov på, sidste nat! Det er så også 25% dyrere, så jeg må betale svimlende 75,00 kroner (€10) for en overnatning - plus €3 for at få vasket mit tøj! Se, det er en service, jeg gerne betaler for, på dette tidspunkt! At jeg selv sænkede baren, og spiste junkfood på KFC, skyldes alene, at den ligger lige overfor ... Her blev jeg så mindet om, hvorfor jeg sjældent spiser på KFC! 

I morgen er endnu en sandal-dag, og jeg vil gerne nå til byen Hospital de Òrbigo, der ligger 33 kilometer fra León - men jeg vil også gerne have lidt tid i byen her, så det bliver nok kortere! 

~ Mangler kun 313 km! ~

DAG 17 TRIVIA:

Start: kl 07.30

Slut: kl 16.00

Distance: 39 km

Sværhedsgrad: 2 på grund af længden og nedstigningen til León, ellers 1! (1-5)

Herberg: Check In León - lækkert og moderne, men her er ret mange assiater. Larmende assister! 

Pris: €10 - mad ikke muligt, kun hvis man selv tilbereder den! 

Vejret: Fantastisk flot det meste af dagen, med sol, sol, sol og 15 - 25 grader. Dog kraftigt uvejr over León. 

Husk en god lygte, hvis du vil nattevandre - du får brug for den!

I går passerede jeg halvvejs i min Michelin-guide, i nat passerede jeg 400 km’s vandring, og i morges gik jeg gennem midtvejs-monumentet, kort inden byen Sahagún (hvor man i øvrigt kan få udstedt et midtvejs-compostela - bare ikke om mandagen, naturligvis!) Så, uanset hvilken målestok man anvender til at udmåle Camino’ens længde, har jeg nu passeret halvvejen, og det er tid til en midtvejsstatus!

Men, inden den, en lille anekdote fra middagen i går, som jeg indtog på herberget, sammen med Lotta, og Clarise og Nelson fra Denver / Colorado - et ægtepar et stykke oppe i tredserne. 

“Jooo ...” de havde da godt nok været både i Danmark og Sverige, for år tilbage - og i Norge og Finland også ... “On bikes, you know!” “You meen motorbikes, right?” “No! Bikes!” 

Clarise og Nelson havde simpelthen cyklet en stor del af verdenen rundt - på 4,5 år, i perioden 1986 til 1991! Startende i Sydafrika, op gennem Europa og Skandinavien og til Østeuropa! 

Desværre var middagen ikke lang nok, til at få ret mange detaljer, men et eventyr som deres, får jo en gåtur på sølle 800 km til at virke som ‘a walk in the park’! 

Dejlige mennesker, Clarise og Nelson, der nu går Camino’en, fordi de er gået på pension, og dengang syntes den var kedelig at cykle på! 

Uden at vække hverken de to amerikanere eller andre på herberget (tror jeg!) lykkedes det at komme op og blive klar til vandring ud i natten ved 04.00-tiden. Modsat, hvad man oplever med andre ‘early birds’ (primært asiater!) tog jeg mine ting over armen, og pakkede ned udenfor sovesalen, så jeg forstyrrede så få som muligt.

Klokken lidt over fire, stod Lotta og jeg klar - klar til at begive os ud i nærmest absolut mørke, på en Camino kun oplyst af halvmånen og stjernerne! Stærkt anbefalelsesværdigt, hvis man vil give sin tur lidt ekstra krydderi, og Maseta’en er oplagt til det, da ruten er ret enkel. Husk dog en kraftig lygte, for de gule pile kan være svære at finde og se om natten! Nå du er færdig med at se på stjernehimlen, så husk også at nyde naturen vågne, og vende dig om mod øst, når solopgangen nærmer sig. Fantastisk! 

Efter 16 kilometer var vi fremme ved byen Sahagún, hvor vi havde aftalt at spise morgenmad. For både Lotta og jeg var de sidste 5-6 kilometer en smertefuld oplevelse! Lotta har problemer med sin læg-muskel, der går i krampe - jeg med mine forbandede lilletær, selvom jeg undervejs skifte fra støvler til sandaler. Der bliver ved med at komme vabler, og de bliver ikke just mindre ømme af, at komme under den nye hud / gamle vabel ... 

Så, under morgenmaden begyndte jeg for første gang at tvivle på, om jeg kan gennemføre hele turen - om det rent praktisk kan lade sig gøre at gennemføre de resteren 375-ish kilometer, inden jeg igen skal sidde på min kontorstol!!! Det er vanvittigt psykisk og fysisk udmattende, når hvert et skridt nærmest trækker tårer, og min kadence er alt, alt for lav, til at jeg vil kunne gennemføre en ‘etape’ på 35 kilometer på rimelig tid. I praksis går det ikke, at bruge mere end 10 - 12 timer, inden man er fremme ... Risikoen for at alt er optaget når man endelig når frem, er stor, og der er simpelthen for få timer tilbage til praktiske gøremål, tøjvask og hygiejne, når der først er spist og skal soves! Og, dette forudsætter stadig, at jeg tilsidesætter smerterne! 

Nå, jeg har længe haft mistanke til, at synderen; årsagen til mine mange vabler (jeg får normalt ALDRIG vabler, og mine støvler har ALDRIG før svigtet mig!) kan være mine strømper! Jeg har altid benyttet to par strømper; et tyndt par bomuld inderst og et par rag-sokker / uldsokker yderst. Men, intet kan jo blive for godt til en Camino-vandring, og når nu eksperterne siger, at bomuld er ‘no go’, så bruger jeg da uld - men stadig to par! 

Jeg har for længst reduceret dette til ét par, men jeg tror simpelthen at de svine dyre og super hypede SmartWool-sokker sidder for fast på mine fødder, og presser mine tæer sammen, så lilletåen blive belastet forkert ... 

Derfor besluttede jeg at fortsætte fra Sahagún i sandaler uden sokker - bare for at prøve noget! - og har så ialt gået 34 kilometer i dag i godt tempo! Kurt er glad igen!

Nej, jeg kan ikke gennemføre resten af Camino’en i sandaler uden sokker - men de næste dage bør blive rimeligt fredsommelige, og snart rammer jeg storbyen León, hvor jeg kan købe nogle strømper, der dur!!!

Eller med andre ord: Jeg skal nok nå frem til Santiago og få mit compostela - og være tilbage på kontoret som planlagt! Også selvom der mellem Santiago og mig ligger to ‘pukler’ på 1400 - 1500 meter, som jeg glæder mig til at forcere - i mine støvler! 

Efter at have overnattet på nogle ret lækre herberger og et hostel, er det blevet ‘hverdag’ igen! Har tjekket ind på et mega usselt sted, hvor man nærmest er til besvær, og varmt vand er noget man havde i sidste uge! Her skal jeg bare sove for i nat, og så er det videre i morgen tidlig - retning León, i sandaler og uden sokker!

~ mangler nu kun 352 km ~

DAG 16 TRIVIA

Start: kl 04.10

Fremme: kl 14.00

Distance: 34,5 km 

Sværhedsgrad: 1,5 (1-5) Ved Calzada del Coto er det muligt at vælge en alternativ rute helt frem til Reliegos, fremfor den officielle Camino, der går langs landevejen. Normalt ville jeg have valgt den alternative rute, men tænkte mine fødder ville have godt af at kede sig lidt langs en landevej! 

Herberg: Albergue El Nogal. Ikke et herberg man behøver at rejse efter! 

Pris: €8 - ingen aftensmad, ingen morgenmad!

Vejret: Ved 04.00-tiden var det omkring 10-12 grader, men det blev køligere, da solen stod op ... Til gengæld har den braget ubarmhjertigt ned hele dagen med dagtemp godt oppe i tyverne ... 

Halvvejs!

Det er ikke entydigt, hvornår man har gået halvdelen af Camino’en - sikkert fordi der gennem tiden har været omlægninger af ruten. 

Tager man, som jeg udgangspunkt i Michelins i øvrigt helt fantastiske rutekort over Camino’en, er der 785 km fra SJPdP til Santiago de Compostela. Lige nu er jeg i Ledigos og mangler at tilbagelægge 386,5 km, og har tilbagelagt 397,5 km. Altså er jeg i følge Michelin, nu mere end halvvejs, hvilket naturligvis blev fejret med en selfie cirka på stedet!

Det officielle midtvejs-monument står dog ved Ermita de la Virgen del Punta, der ligger små 14 km herfra, og man skal yderligere et par kilometer frem, til Sahugún, hvis man vil have udstedt et midtvejs-compostela. 

Men, for mig er jeg nu mere end halvvejs - monument eller ej!

På forunderlig vis er det lykkes at finde sammen med Lotta igen! Vi overnattede begge i Carriõn, og spiste middag sammen - sammen med italienske Roberto, der kun kunne ‘mobiltelefon-engelsk’ ud over sit italienske ... Det gør ‘flydende samtale’ lidt vanskeligt, men det blev da alligevel hyggeligt! 

Lotta og jeg er gået ‘fælles hver for sig’ her til Ledigos, og har aftalt nattevandring sammen - i nat! Vejret ser ud til at blive perfekt (skyfrit og 10 grader) og netop højlandet er perfekt til nattevandring, da ruten ikke byder på de store udfordringer! Vi tager afsted ved 04.00-tiden, mens det stadig er mørkt nok til at se stjernehimlen over os - og klokken lidt over 07.00 kan vi vende os rundt, og se solopgangen bag os! Det bliver fantastisk! 

Strækningen på de 17 km fra Carrión, til du igen ser noget ‘civilisation’ i Calzadilla, er mildt sagt monoton, og kan godt virke længere end den egentlig er! 

For mig blev monotonien fortyndet af lydbogen ‘Stå Fast’ af Svend Brinkman. For jer der ikke kender ham, er han professor i almenpsykologi på Aalborg Universitet, og med udgangspunkt i grænselandet mellem psykologi og litteratur, er han kendt (men ikke nødvendigvis accepteret!) for at tage afstand for den stadigt voksende coaching- og lykkeindustri, der har præget vor alles hverdag de seneste 40 år. Er du, som jeg mættet af, at stort set enhver rift som livet kan give, straks skal have en diagnose, og skal ‘coaches væk’, bliver Brinkman hurtigt din nye ven også! 

~ Mangler nu kun 386 km ~

DAG 15 TRIVIA

Start: kl. 07.50

Slut: kl 14.45

Distance: 23 km

Sværhedsgrad: 1 (1-5)

Herberg: La Morena, der mere en en lokal bar og restaurant med herberg, end et herberg med køkken ... Her er ret fedt, og faciliteterne er ret OK!

Priser: 

Herberg €10

Menu €12 - men den var nu også mere end ret lækker!

Morgenmad €3 - men ikke aktuelt, når vi går kl 04.00! 

Ja, jeg er tilbage på herberg! Jeg sov ikke markant bedre uden snorkelyde omkring mig, og så er der jo ingen grund til at give det firdobbelte for et hostel! (Jo forresten - Jeg fik jo et karbad!)

Vejret: Småkølig morgen, men ikke nær så kold som de seneste. Til gengæld blev det varmt op ad dagen - hvilket føles ekstra varmt på Maseta’en, når solen bare brager ned på dig, uden skygge overhovedet ... 

Ham her - han knytter armbånd i silketråd dagen lang, og tænker nok ikke over, om et Facebook-opslag er relevant eller ej!

Hold. Nu. Op.

Nå, lad mig lige slå helt fast, at jeg skriver denne blog / dagbog af to årsager:

1) Jeg har gennem tiden været MEGA dårlig til netop at skrive ferie-dagbog (erhmm ... dagbog i det hele taget!) og glemmer derfor ofte, hvad der er sket på mine ferier, og hvor jeg har været ... Ofte til stor frustration for mine rejsefælder ... “Jammen - kan du da ikke huske vi var dér, Kurt?” Erhm, næ - det kan jeg ikke!
Nogen mener, at der må være noget galt med min hukommelse - selv mener jeg, at det er fordi jeg lever i nuet! Der er to dage i mit liv, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved - i går, og i morgen - så derfor prøver jeg at ‘suge til mig’ i øjeblikket ... Så, dette er vitterligt min dagbog, sammen med en masse billeder, som jeg glæder mig til at læse og se, når jeg kommer hjem ...

2) Jeg oplevede en overraskende stor interesse fra familie, kolleger, venner og bekendte, omkring mit lille eventyr! Det er tydeligt, at interessen er ‘lidt’ større, end hvis jeg var taget på ti dages ‘All inclusive’ på Mallorca! Og, fremfor at skulle skrive en masse individuelle elektroniske ‘postkort’ giver det mere mening at give alle adgang til min dagbog! Jeg hverken tænker, indeholder eller skriver noget, der er kontroversielt eller stødende - det værste der kan ske, er, at nogle mennesker lærer mig en smule bedre at kende! 

Jeg skriver altså ikke min blog / dagbog for at være ‘center of attention’ eller for at opnå anderkendelse for hverken mit lille eventyr eller evner som ‘rejseskribent’! Det her er MIN Camino - og det er MIN dagbog! Og, jeg gør ved den, hvad jeg vil!

Og, hvorfor skriver jeg så dette? Fordi, jeg også deler blog’en i facebook-gruppen ‘Camino for begyndere’. I min egen planlægning, havde jeg stor glæde af at læse om andres erfaringer - men det er åbenbart faldet nogen i gruppen for brystet, at jeg (og andre) dagligt lægger et link op! Ved samme lejlighed er det i øvrigt også irriterende, at ‘folk’ stiller de samme spørgsmål om fodtøj, vandrestave, rygsække mv. - man får alligevel 100 forskellige svar! Altså, hvad skal gruppen så bruges til? 

Mit tip herfra kunne være: La’ vær’! Lad være med at trykke på linket, men scroll videre til næste post på din Facebook-side!!!

Jeg har absolut ingen forventning om, at alle (eller nogen overhovedet!) gider at følge med i, hvad jeg render og foretager mig i det nordspanske - men har du lyst, er du naturligvis velkommen. Tænker, at dem der brokker sig, nok ikke har gået en Camino ... Har man først gået 250 - 300 km med en øm lilletå, er alt andet nærmest ligegyldigt! 

Nok om det - i pyt-kassen med det! Jeg fortsætter som hidtil, de næste par uger :-) 

For mange begynder Camino’en først ved Maseta’en, for andre skal strækningen bare overstås! Min Camino begyndte, da jeg tog første skridt ud af SJPdP for to uger siden - og jeg medgiver, at Maseta'en ikke er helt så spændende, som det bjergrige og kuperede terræn, der indtil videre har præget Camino’en - tvært imod, faktisk! Men, alligevel byder Maseta’en også på sine kvaliteter, hvis bare man opsøger den ‘alternative’ rute, der i praksis er den ‘gamle’ Camino (den ‘nye’ går kilometervis langs landevejen, og det er ved Gud ikke spændende!). 

På den gamle / alternative rute bliver man belønnet med marker, så langt øjet rækker, og både jagt- og sangfugle krydrer dine sanser. I dag dumpede jeg ind midt i en flok svalers ‘frokostpause’, der bogstaveligt fløj om ørene på mig ...

Den alternative rute, som jeg i øvrigt fik anvist af en lokal producent af flettede armbånd (købte et til €3, men fik €1 i rabat uden at spørge!) er nogle kilometer længere end den nye rute, så samlet har jeg vel rundet 34-35 km i dag. Det er egentlig nok på en dag! 

Hvor langt jeg når i morgen, ved jeg endnu ikke, da jeg vil forsøge at kombinere dagen med noget nattevandring, hvis vejret bliver til det. Uanset hvad, ved jeg at Camino’ens mest kedelige tur venter i morgen - 17 km, hvor der møder os absolut intet, ud over marker, marker og marker, og et monument for, at nu er man nået halvvejs! 

~ Mangler nu kun 409 km ~

DAG 14 TRIVIA 

Start: kl 08.30

Slut: kl 17.00

Distance: 34-35 km

Sværhedsgrad: 1,5 (1-5) 

Herberg: Næ! Efter 14 dage på herberger, er det fortjent med lidt selvforkælelse! Så jeg er tjekket ind på Hostel Santiago og skal sove i en rigtig seng - og har været i tiltrængt karbad!!! 

Pris: €40 - bare for værelset! 

Vejret: Kold og blæsende morgen, men efterhånden som dagen skred frem, steg temperaturen, mens solen bragede ned ... Maseta’en byder ikke på megen læ, hverken for sol eller vind! 

Jep! Stien på billedet er Camino’en - og det går op, op, op ...

Min far har fødselsdag i dag. Født i 1907 - altså for 111 år siden. Og, det er jo oplagt at bruge nogle timer her på Camino’en til at tænke på og mindes ham netop i dag.

Han forlod os alt for tideligt, gjorde han! OK - han var 82 da han tjekkede ud, så på den måde passede det vel meget godt. Men, han havde fået mig i en sen alder, og jeg var ikke helt færdig med ham, da han døde. Der har været så mange ting, jeg ville ønske han kunne ha’ oplevet sammen med mig - at opleve min søn vokse op, for eksempel! Han var knapt et år, da han mistede sin farfar ...

Om det er tilfældigt, ved jeg ikke, men her til morgen tikkede der en besked ind hjemmefra, om, at mit barnebarn skal døbes til august! Ja, nu er det mig der er farfar! Heldigvis har både jeg og min søn været noget tidligere ude, og jeg glæder mig til både at følge min søn i mange år endnu - og se mit barnebarn vokse op.

Min far hed Carl - der skal knægten også hedde! 

Se, når man som jeg er ud af en rørstrømsk slægt, kan man ikke tænke alle disse tanker (- eller skrive dem ned, tydeligvis!) uden at tårerne presser sig på! Men ‘dødsstødet’ kom, da en kær og nær veninde, kommenterede mit ‘fejrings-opslag’ på Facebook med ‘Han sidder deroppe og kigger ned på dig og tænker “sådan min søn” om din rejse’ - så trillede tårerne! Nete, du er en ‘bandit’, er du - men en dejlig en af slagsen!

Jeg har aldrig haft behov for at søge min fars anderkendelse,  men jeg er sikker på, at hvis han ville give mig et skulderklap, så var det nu!

Og, nu vi er ved tårer der triller: I går brugte jeg udtrykket ‘ingenting, så langt øjet rækker ...’ til billedteksten. Dette fik mig tidligere i dag til at tænke på en godnathistorie med Pedersen og Findus, som jeg kun med besvær fik læst for min søn, for efterhånden en hel del år siden ... Besvær, fordi jeg var opløst af grin, inden jeg fik det læst færdigt! 

Findus (F) til Pedersen (P): “Hvad leder du efter?”

P: “Ingenting!”

F: “Det ligger bag døren”

P: “Hvad ligger bag døren?”

F: “Ingenting!” 

P: “OK - det er rart at vide, næste gang jeg leder efter ingenting!” 

I dag ved jeg, at der er masser af ingenting i Nordspanien også - og sådan kom jeg igennem hele følelsesregisteret på Camino’en i dag!

Turen har været på lidt over 32 km. Min hviledag har gjort mig godt, og jeg var straks fra morgenstunden klar til endnu en ‘etape’! Efter 22 kilometer, skulle jeg passere Alto de Mostelares af en ret stejl grusvej ... Den trak tænder ud, men som altid når det går op, venter der en præmie i form af endnu en fantastisk udsigt - også i dag! 

Når man går langt, får man Camino’en helt for sig selv henad eftermiddagen, da de fleste stopper efter godt 20 - 25 kilometer, kort efter middag. Til gengæld er man ikke sikker på at få en seng, når man når sin destination! I dag var det ikke noget problem, og jeg fik en seng på en femmands-stue på herberget Puente Fitero - endnu et af de absolut bedre herberger.
Til en pris på 10 - 12 euro for en overnatning, forventer man ikke det store - men nogle gange er det bare så lidt det skal til, for at oplevelsen skal blive god. Varmt vand i badet, at brusehovedet er afkalket, så der kan komme vand ud af det, at holderen til bruseren ikke er knækket etc ... Her på Fitero er det ‘luksus’ i overflod, med rigtige senge, masser af varmt vand, rigtigt håndklæde og endda et stykke sæbe - for €11!

I morgen vil jeg gerne nå til Carriõn de los Condes - en tur på lidt over 30 km. 

~ mangler nu kun 440 km ~ 

DAG 13 TRIVIA

Start: kl 07.50

Slut: kl 15.50

Distance: 32+ km

Sværhedsgrad: 2 (1-5)

Herberg: Puente Fitero - et ret lækkert sted, med god café og en ret god pilgrim-menu. Kan absolut anbefales!! 

Priser: 

Seng - på 5-mandsstue €11. Ellers €8 på sovesal.

Menu: €11 for tre retter med brød og vin. Prøv deres charcutteri-forret - den er overdådig til prisen! 

Morgenmad: €3 

Vejret: Koldt igen - ret koldt, faktisk! 4 - 8 grader med kraftig vind fra nordøst ... Dog tørvejr og lidt sol hele dagen! 

Du finder det ikke i Danmark - ‘ingenting’ så langt øjet rækker, ud over en udsigt, der bare skal nydes skridt for skridt ...

He he ... Det er hviledag, og lige nu tilbringer jeg den ‘på skjoldet’ i min seng på et mindre herberg i byen Hornillos del Camino, som jeg er kommet til efter ‘blot’ 10 kilometers vandring ...

Tænker, at jeg vil nyde freden med at skrive min dagbog, samtidig med at jeg lytter til en af mine playlister, og første nummer er ganske rammende “You’ll Never Walk Alone” med Gerry and the Pacemakers! Ud over ‘vistnok’ at være en-eller-anden fodboldklubs* slagsang, passer den jo ret godt til Camino’en også! 

I dag fulgtes jeg noget af vejen med Brian og Kathy fra Californien - nogle super rare og let tilgængelige mennesker, der kortvarigt fik mig til at overveje at fortsætte endnu 15-20 km, til deres bestemmelsessted. Heldigvis valgte jeg at holde fast i min beslutning om at holde hviledag i dag ...

Hvem ved, måske jeg møder dem igen senere? En del af anatomien ved Camino’en er netop, at vi alle går vores egen - og på forunderlig vis alligevel møder hinanden gang på gang, uden at ha’ aftalt det på forhånd ... I går sagde jeg definitivt farvel og ‘Buon Camino’ til Lotta i Burgos. Inden da havde jeg definitivt sagt farvel og ‘Buon Camino’ til Mihai ved morgenmaden. Nu stod det klart, at vore veje ikke ville krydses igen. 

Jeg spiste aftensmad med Mihai i går, og frokost med Lotta idag! Vi har vandret i 10-12 dage, over 300 kilometer, er startet på forskellige dage, og har planlagt tre vidt forskellige Camino’er - alligevel bliver vi ved med at rende på hinanden! Det er sådan ‘Camino familier’ dannes!

Nå, dagen i dag er som nævnt en hviledag - den første efter mere en 300 kilometers vandring. Mit håb med dagen er, at de forbistrede vabler (især mine lilletå’er er grrrrrrr ....) kan falde en smule til ro, hvis de får en dag uden belastninger. Jeg er helt med på, at man ikke går 800 km på mindre end en måned, uden at få smerter og uden til tider at skulle mobilisere ‘noget ekstra’ for at gennemføre dagens planlagte etape. Den del har jeg det helt fint med (- det er jo blandt andet derfor jeg er taget afsted!) men det et altså bare udmattende, når hvert et skridt føles som om, at min lilletå(‘er) er ved at blive flået fra hinanden! Og, man kan altså bare ikke sætte Compeed på en lilletå! 

Efter hviledagen venter flere hundrede kilometer i nærmest helt fladt terræn (La Meseta)  så mon ikke kombinationen gør, at jeg igen får ‘happy feets’?

~ mangler nu blot 472 km! ~

DAG 12 TRIVIA

Start: kl 09.00 

Slut: kl 11.30 

Distance: 10 km 

Sværhedsgrad: 1 (1-5)

Herberg: el Alfar de Hornillos. Et mindre og hyggeligt, privat herberg - der nu er helt fyldt! Ved siden af mig en utilfreds tysker, der ligger og vånder sig konstant! Han skal da nok blive hyggelig i nat !!! 

Priser:

Seng: €10

Aftensmad - 3 retter: €10

Morgenmad: €3,00

Vejret: (Hunde)koldt (4-7 grader) blæsende fra øst / nordøst og solrigt mens jeg vandrede. Regn ved middagstid. Godt tidspunkt for en hviledag!  

 * Liverpool - I know!

Katedralen i Burgos - det eneste opløftende på dagens ‘etape’!

På en eller anden måde, virker det helt rigtigt, at stoppe og overnatte på et herberg i Cardeñuela Riopico, for det er præcis her den første, bjergrige del af Camino’en slutter, og den noget fladere La Meseta-del (højlandet) begynder. 

Og, turen fra Cardeñuela Riopico til Burgos står da også i skærende kontrast til de foregående 10 dage i det mere kuperede terræn, og er i sandhed ikke særligt spændende - for nu at sige det mildt! Eller med andre ord: Den er r*v syg!!!

Langt det meste af tiden går du på almindelig asfaltvej, og der er intet, der muntrer turen op! Når du så endelig, efter 10-12 km rammer udkanten af Burgos, venter der 5-8 km med kedelig industri, inden du når dagens absolutte højdepunkt - katedralen i Burgos. Hvad resten af dagen måtte mangle i Vauw!-effekt, har katedralen! Det er ganske enkelt et fantastisk bygningsværk! Desværre var det ikke muligt at komme ind i katedralen, da den spanske president var på besøg samtidig ... Og, så lige idag, når jeg kommer forbi! 

Efter katedralen bliver turen til Tardajos kortvarigt en smule mere interessant, men ellers fortsætter stilen de næste 10-11 km, indtil du når Tardajos-byskiltet. Er du, som jeg startet i SJPdP, har du rundet de første 300 km, når byskiltet passeres - og det er da immervæk et højdepunkt! 

Et andet højdepunkt er så absolut herberget La Casa Del Beli, der er langt det bedste af de elleve jeg indtil nu har besøgt - på ALLE områder! Gode værelser uden alt for mange senge, varmt vand i badet og lækker mad - til attraktive priser!

Turen i dag har været på 26 km, og da jeg kom frem, var jeg flad! Udmattet! Fatigue! Generelt fylder vabler for meget på turen. Bedst som jeg er ved at have styr på vablerne på min højre fod, har jeg hele dagen idag har lidt af vabel-smerter fra den venstre!!! 

Jeg er godt 10 km bagud i forhold til min oprindelige plan - dem går jeg i morgen, og holder derefter hviledag resten af dagen, så jeg kan samle energi til resten af turen - og måske få styr på venstre fod også! Jeg har elastik på bagkanten, og derfor plads til at forlænge turen med nogle dage, hvis det bliver nødvendigt - i morgen bliver den første! 

~ Mangler kun 482 km ~ 

DAG 11 TRIVIA

Start kl 08.15

Fremme kl 14.30

Distance: 26 km

Sværhedsgrad: 0 (1-5) 

Herberg: La Casa Del Beli. Et mega lækkert herberg, der kun kan anbefales 

Pris:

Overnatning €10

Pilgrim-menu: €10

Morgenmad: €3,50

Vejret: Koldt, trist og blæsende, med en smule sol. 4 - 10 grader og vestenvind ... 

Turen over Matagrande er ikke til sandaler!

Det her er MIN Camino - men det er også min ferie. MIN ferie! 

Derfor tager jeg også den tid jeg skal bruge, til at gøre mig, og ikke mindst mine fødder og mit udstyr klar om morgenen. I morges tog det måske lidt længere tid end de øvrige dage, for jeg fik ‘lukkevagten’ - jeg var sidste mand, der forlod herberget! 

Lotta og Mihai havde jeg sendt i forvejen, og havde egentlig ingen forventning om at skulle se dem igen, før vores planlagte destination, herberget i Agés.

Men, mit morgentempo er generelt ret friskt, så allerede i Villafranca efter 12 km, var vi samlet igen.

Inden da, oplevede jeg hvad Camino’en kan gøre ved dig, når den rammer dig ... 

Eller rettere ... Camino’en gør ingenting overhovedet! Den er blot en 800 km lang grussti med en masse historie - men der kommer ingenting sivende op fra den til dig, andet end en vabel eller to fra den ujævne overflade, måske! 

Jeg erkender, at der kan lægges mega meget symbolik i Camino’en, men det tager vi (måske!) på et senere tidspunkt. 

Men, jeg oplevede hvad der kan ske på Camino’en, når du udsætter dig selv for dig selv - når der er ro og tid til, at give dine tanker frit spil ... 

På min vej til Villafranca lykkedes det mig at lægge både første og sidste hånd på talen til mit kommende bryllup, samt at gennemgå gæstelisten ... 

Det bliver et brag af en fest, og talen blev ganske udemærket, hvis jeg selv skal sige det ... 

Problemet her er blot, at jeg er single, og hverken kan sætte navn eller ansigt på hende, som talen er ‘skrevet’ til! Og, skulle det en dag kommer dertil, har jeg sikkert glemt hvert et ord, og må starte helt forfra (med talen, altså - ikke Camino’en!) 

Men, måske et udtryk for, at jeg har fået ‘rystet pelsen’ og er ved at være klar igen? 

Nå, men et eller andet sted var det nok meget godt, at det kun var i formidddag, at jeg gik alene!

Sammen med min Camino-familie igen, fik vi vandret en del kilometer - sammen, hver for sig, når der var behov for det, eller ‘sammen sammen’ i hyggesnak, når vi havde lyst til det. Sådan skal en Camino-familie være! 

Men, det stod også klart, at dette var vores sidste dag samlet! 

Efter at have vandret mere end 100 km sammen over de seneste fire dage, var det tid at splittes. Delvist! 

Lotta var forud for sin plan, og ønskede at blive i Agés, mens Mihai og jeg havde ben og fødder til yderligere nogle kilometer! Efter en tårevædet afsked, fortsatte han og jeg derfor yderligere ni (hårde!) kilometer til byen Cardeñuela Riopico. 

Stigningen over toppen Matagrande  mellem Agés og Cardeñuela, er altså ikke en man tager i sandaler - eller andet fodtøj uden ankelstøtte! Uanset om man har mange kilometer i benene, eller ej, er den mega hård at komme op af, og underlaget kræver din fulde koncentration ved hvert et skridt! 

Men opstigningen - og hele dagen, faktisk! - bød igen på det ene fantastiske view efter det andet! Det er et fantastisk smukt område af Europa, det her! 

Efter 36,5 km fandt vi endelig vores herberg - Via Minera, der er forholdsvis nyåbnet. 

Med en overnatningspris på blot €5,  €9 for en helt fin pilgrim-menu og €2,5 for morgenbuffet, er dette langt det billigste herberg, jeg indtil videre har boet på - og det er i fin, fin stand og kvalitet! 

I morgen rammer jeg Burgos og efterfølgende La Meseta - højlandet, der strækker sig helt frem til Leõn. Hvor jeg stopper, har jeg endnu ikke afgjort - det må dagsformen og fødderne afgøre! 

DAG 10 TRIVIA 

Start: kl 08.20

Slut: kl 17.15

Distance: 36,5 km 

Sværhedsgrad: 3,5(1-5) 

Herberg: Via Minera 

Pris: €5! 

Menu: €9

Morgenbuffet: €2,5

Vejret: Meget kold morgen 2-4 grader! Ellers super flot vejr, med max temp på 12-14 grader og uden gårdsdagens modbydelige vestenvind!

Strækningen fra Santo Domingo byder på åbne vidder - smukke, frodige og kuperede

Brrrrrr ...

Det har været en hundekold dag på Camino’en! Vi har ikke fået sne, som de har længere fremme / oppe af Camino’en (passet ved O Cibreiro, der ligger små 400 km fra, hvor jeg er nu, har fået sne i nat - en hel del, faktisk!) men temperaturen har kun ligget omkring de 5-6 grader, og en modbydelig vestenvind (= modvind), har på ingen måde hjulpet til at gøre dagen sjovere eller bedre! Derfor blev dagens tur også lidt kortere end planlagt, og jeg sidder i ’skrivende stund’ og drikker San Miguel-øl på det helt fantastisk herberg ‘Albergue Cuatro Cantones’ (angiveligt det bedste spisested i byen!) i Belorado, tæt klinet op af en varm radiator i deres ‘fællesrum’, sammen med ... - ja, netop, sammen med Lotta og Mihai,

På en eller anden indforstået måde, er det lykkedes os at gå turen sammen i dag - hver for sig. Jeg tror vi alle tre havde brug for at være ‘os selv’ det meste af tiden (- det mest konkrete der kom ud af dagens snak, var, hvorfor isbjørne ikke spiser pingviner!) men også havde behov for hinanden til at motivere og holde humøret oppe. Det lykkedes til fulde, og umiddelbart er planen at fortsætte sammen i morgen. 

Ruten i dag har budt på åbne vidder, 360 grader rundt! Et helt fantastisk skue, hvis det ikke lige var for den manglende læ, der er en naturlig konsekvens af et åbent landskab!

Men, dét der er med til at gøre det at ‘gå Camino’en’ til en kæmpe oplevelse er, at intet er, som det lige har været. Selvom du ‘bare går og går’ er hvert et skridt forskelligt, hver en udsigt ny, hver en lille by speciel - og hvert et herberg anderledes. Du får ikke lov at komme ind i et ‘hamsterhjul’ - med mindre, naturligvis, at du vælger fuldstændigt at ‘gå ind i dig selv’ og lukke alt andet ude - men så går du en helt anden Camino end min! 

Vabel-status: Arghhh!!! De kommer nok med til Santiago, men der er tydeligvis dem, der har det værre, end jeg har det (- stakkels dem!)  

I morgen er det planen at gå til Agés - en tur på godt 28 km hen over Montes de Oca der er en knold på 1160 meter! Det skal nok blive ‘interessant’ da der er lovet lavere temperaturer i morgen ...

~ mangler nu kun 545 km ~ 

DAG 9 TRIVIA

Start kl. 07.30

Slut kl. 13.15

Distance: 23 km

Sværhedsgrad: 1 (1-5)

Herberg: Cuatro Cantones

Pris: €10 - morgenmad €5. 

Herberget har en fantastisk storsmilende værtinde, og en restaurant, der angiveligt skulle være byens bedste! Ud over pilgrim-menu til €12 har de ála carte-menu, med bl.a. spareribs, som jeg har bestilt! 

Vejret: Brrrrrr ... P*ssekoldt med striiiid vestenvind. Men, lag-på-lag modellen fungerer fint, og jeg har ikke frosset!

Ingen støvler rundt på herberget - de skal stilles i et særskilt rum. Der dufter godt!

“These boots are made for Walking ...”

Nu skal det jo ikke gå op i vabler og fodtøj det hele, men da begge dele er en ret afgørende faktor for, hvordan din Camino bliver, kommer her lige lidt mere om emnet - med udgangspunkt i egne vabler og eget fodtøj. Uanset at jeg har haft nogle succesfulde dage i de der sandaler, er det stadig min helt klare overbevisning, at gode vandrestøvler er det eneste rigtige fodtøj! Som sagt tidligere er Camino’en ikke just belagt med fløjlsgræs og rosenblade, og der er rig mulighed for at ‘vrikke om’ også når det bare går ligeud - og så er en vabel pludselig det mindste problem du har! 

Derfor var jeg heller i tvivl i morges - støvlerne skulle på igen, i håb om, at et par dages hvile havde hjulpet lidt på vablerne. Det havde de - men de er der skam stadig, vablerne ...

Modsat dagen i går, har dagen i dag været helt fantastisk - på flere niveauer! Den startede jo med, at jeg sammen med rumænske Mihai, svenske Lotta, kroatiske Christine og hendes far John ("Kaka"), tog en taxa tilbage til Ventosa, hvor vi sluttede igår, da vi måtte sove i Azofra 18 km længere fremme da alt var booket i Ventosa og de nærliggende byer! Og, enten går man hele Camino’en eller også gør man ikke! :-) Lidt luxus tillod vi os dog - vi lod vores rygsække stå på et herberg i Azofra, så vi blot kunne samle dem op, når vi alligevel passerede byen nogle timer senere!!! 

Herligt med 18 km uden rygsæk, selvom jeg følte mig ‘nøgen’ uden 'mit hjem'; uden mine ejendele!

Modsat de øvrige dage, fulgtes jeg hele turen til Santo Domingo med ‘nogen’; med Mihai og med Lotta, og det blev en givende dag, hvor der blev udvekslet viden om Rumænien både før og efter revulotionen, og om Skandinavien den anden vej. 

Alt andet lige, er det lettere at gå 30+ km sammen med andre, det også har smertefulde fødder! 

Fremme ved herberget begynder Camino-magien rigtigt, efterhånden som mennesker du har hilst på eller spist midddg med for to, tre, fire dage siden, og som du aldrig forventede at skulle se igen, dukker op, og samles rundt om bordet, til udveksling af Camino-oplevelser og vabelstørrelser på gebrokkent engelsk, svensk, tysk ... Det har så absolut været en mindeværdig dag og aften!

Kort inden Azofra har man gået 200 km fra SJPdP - altså omkring en fjerdel af Camino’en, og status på kroppen er, at den er i fin form! Det er kun de sk*de vabler, der sætter grænsen for, hvor langt og hvor fed dagens tur bliver! 

I morgen vil jeg gerne nå til Villafranca Montes de Oca - og gerne alene. Det er en tur på 34 km, men da der er lovet ret dårligt vejr, er det ikke utænkeligt at det bliver lidt eller noget kortere! 

~ mangler nu kun 567 km ~ 

DAG 8 TRIVIA 

Start: kl 06.30 med taxa 

Start: kl 07.10 på ruten! 

Slut: kl 15.30

Distance: 32 km

Sværhedsgrad: 1 (1-5)

Herberg: Casa del Santo 

Pris: €7 !!!

Vejret: 10-14 grader, overskyet, hagl, torden og blæst ...

Vinmarker ... Jeg er kommet til Rioja

Det her ... 

Det her har bare været en møgdag ...

Og, det her er et eventyr ‘in the making’! 

Det meste af dagen i dag har bare været en møgdag! En af de dårlige dage, som det må forventes der kommer over en tur som denne, hvor intet fungerer! Humøret er nede, vablerne gør mere og mere ondt, rygsækken sidder dårligt, tøjet gnaver, der kommer sten i de der åbne sandaler, turen er kedelig - og jeg fór vild to gange i Logroño, der gjorde turen gennem byen mindst en halv time længere end nødvendigt ...

Ved frokosttid i Navarrete stødte jeg igen på Lotta fra Sverige - der nu havde fundet sammen med Mihai fra Rumænien, og sammen blev vi enige om at følges til vores fælles mål - byen Ventosa.

Her blev en generelt dårlig dag bare endnu dårligere, for ALT af sovepladser i byen var optaget - og i de nærmeste byer også! Sammen ringede vi rundt til alle overnatningsteder - INTET ledigt!

Men, med hjælp fra en lokal fandt vi endelig 5 pladser (2 kroater var i mellemtiden stødt til!) i en kirke, i byen Azofra 18 km længere fremme! Løsningen blev en taxa til kirken, og i morgen tager vi en taxa tilbage, og starter, hvor vi slap i Ventosa!! 

Og, et eller andet sted er det jo her magien og eventyret begynder at tage form. Bedst som dette bare har været en møgdag, sidder man med nogle mennesker man ikke kender, i en kirke og drikker Rioja-vin - og har det det mega hyggeligt, og glemmer alt om ømme ben, og nærmest invaliderende vabler (- som alle åbenbart får / har!) 

Så, i morgen går turen med taxa fra Azofra til Ventosa, hvor jeg vil gå de godt 32 km til Santa Domingo, naturligvis via Azofra - og belært af dagens besvær med at finde overnatning, har jeg allerede reserveret en seng i Santa Domingo, så nu kan dag 8 bare komme til mig! Jeg er klar! :-)

~ mangler nu kun 598 km ~ 

DAG 7 TRIVIA

Start kl 08.00

Slut kl. ??.?? for vi er jo egentlig ikke slut endnu ... 

Distance: 32 km + det løse 

Sværhedgrad: 1,5 (1-5)

Herberg: Kirken i Azofra 

Pris: €10 

Vejret: 15 - 17 grader og overskyet ... 

Det er populært at opbygge sten-stabler langs Camino’en - her dog en hel del samlet

Tak for jeres input! Er en snog sort med gule prikker, så var det en hugorm jeg så - lys brun med gråt zigzag-mønster! Pludselig virker åbne sandaler da endnu mere som det helt rigtige fodtøj til Camino’en! 

Nå, nu vi er ved de der sandaler ... De har, helt som forventet affødt en del reaktioner, men selvom de så afgjort har været en ‘life-changer’ på min Camino-vandring, så er min holdning fortsat, at mænd i sandaler er et ‘no go’! 

“Husk nu, at på Camino’en er det det indre det tæller, Kurt!” Ja da - og det er det da så sandelig også når jeg kommer hjem igen, men derfor vil jeg alligevel have lov til at være en smule forfængelig - både her og der! Hvem ved, måske der en dag dukker et afsnit om ‘intimbarbering på Caminoen’ op ... 

Men, som nævnt har mine sandaler så afgjort gjort, at min Camino - MIN Camino! - igen er ren fornøjelse, fremfor en smertefuld skridt-for-skridt oplevelse! 

På dagens 31,5 km lange etape, har jeg igen kunne suge indtrykkene til mig ... Nyde den frodige natur, det kuperede landskab, bjergene i horisonten, leguanen i stensætningen (tænker, at når et firben er 40-45 cm langt, er det en slags leguan?), billen der krydser min vej, altsammen med synssanserne, samtidig med at høresansen lytter til kvidrende fugle eller den totale stilhed, mens lugtesansen den ... nåe ja, den lugter, og det er altså ikke al natur der lugter lige godt! 

Hele morgenen og formiddagen, de godt 20 km fra Villamayor til Torres del Rio, gik jeg alene på en ret udramatisk grussti, og blev belønnet med et fantastisk view over åbne vidder, kuperet og med et bagtæppe af bjerge og blå himmel ... 

Efter frokosten løb jeg på svenske Lotta, og vi blev enige om at følges ‘indtil videre’, hvilket blev resten af vejen til Viana. Også på denne del af turen blev vi belønnet med det ene fantastiske view efter det andet - så Lotta spontant udbrød “hvor mange udsigter har de lige her i Spanien?” Det har været et fantastisk skue, som ikke kan beskrives, kun opleves! 

Hvordan har kroppen det så i dag? Jo altså, man går ikke 170 km på seks dage, uden at det kan mærkes ... Alle har ‘stive stænger’ og kigger man rundt i byen, spotter man let de andre på ‘the Camino Goose walk’!

Men, faktisk har jeg det overraskende godt! Der er vabler på vej på grund af det nye fodtøj, men dem mener jeg godt jeg kan håndtere ... Ellers er det som om at kroppen nu har fundet ud af, og accepterer, hvad det er, det er min plan, så turen hår med rank ryg og løftet hoved, selvom der hænger 10-12 kg på ryggen. 

I morgen er det målet at komme til Ventosa - endnu en tur på lidt over 30 km. 

~ mangler kun 630 km ~ 

DAG 6 TRIVIA: 

Start kl 07.50

Slut kl 15.30

Distance: 31,5 km

Sværhedsgrad: 2 (1-5) 

Herberg; ???

Pris: €8 

“Liden tue, kan vælte stort læs”

Liden tå, kan åbenbart få en stædig mand, til at fravige sine ellers ufravigelige standpunkter! 

Den der lilletå, der ellers er blevet nusset og pusset og plejet, de seneste aftener, gør bare MEGA ondt efter få hundrede meters vandring - uanset hvad jeg gør ... Så, allerede i Estella overvejede jeg at gøre holdt for dagen - efter blot 9,5 km! Så er der pludselig meget langt til Santiago ... 

Mens jeg sidder på torvet og gør mine overvejelser, ser jeg en butik med vandreudstyr. 

Har jeg det svært med vandrestave i Danmark, så har jeg det endnu sværere med mænd i sandaler - Sorry guys, men sandaler er absolut ‘no go’! Altså, lige indtil nu, hvor et par vandresandler til €32 måske ikke har reddet min Camino, men har reddet dagen i dag, og sikkert også de kommende ... Jeg er som født på ny, og de godt 10 km op til Villamayor var igen en nydelse! Men, lov ikke at sige det til andre, ikke - så lover jeg ikke at tage hvide sokker på! 

På vejen til Villamayor kommer vi forbi ‘The Fountain of Wine’ - Bodegas Irache - hvor der i væggen er to haner: en til vand, og en til vin! Husk en flaske til din vareprøve - en halv liter er nok, bedre er den heller ikke! 

Ellers har jeg brugt det meste af formiddagen på af spekulere over, hvorfor jeg som et socialt og ekstrovert menneske, har det bedst med at gå alene. Helt alene ...

Og nej - jeg er ikke ved at udvikle usociale tendenser, men det her er MIN Camino!!! Jeg er en ‘sucker’ for nye indtryk, og jeg suger dem til mig, som en killing lapper fløde i sig, uanset om det er udsigten over bjerge og dale, spændende arkitektur, en bille der krydser min vej, eller en snog (hvordan er det nu? Er det snog eller hugorm der har gule pletter?) det smutter tilbage i buskadset - jeg nyder hvert et skridt alene, og det er mig, der finder de gule pile og andre pejlemærker, der viser vej mod Santiago. Det er MIN Camino!

Men, nogle gange får man bare ikke lov til at være alene, og det meste af eftermiddagen gik jeg sammen med en slovak, en tysker, en hollænder og en canadier. Det var super hyggeligt, men i morgen tidlig er det ‘Buon Camino’ og så fortsætter jeg på egen hånd! 

~ mangler kun 660 km ~ 

DAG 5 TRIVIA

Støvler på: kl 09.55

Støvler af: kl 12.30 (- og på med sandaler!)

Fremme: kl 15.20

Distance: 21 km

Sværhedsgrad: 2 (1-5)

Herberg: Albergue Villamyor (***••) Fabelagtig udsigt, lidt mange stuvet sammen på lidt plads! 

Pris: €15 inkl morgenmad 

Indrømmet ... 

Dagens tur fra Cizur til Lorca måtte godt ha’ været kortere! De 32 km var lige langt nok i forhold til de udfordringer der ligger i at komme op til toppen af Sierra del Perdon, hvor den fantastiske skulptur af pilgrimme står!

Er turen op hård (og det er den - det er én lang og modbydelig stigning, men præmien på toppen er det hele værd!) så er nedstigningen til Uterga ganske modbydelig ... 

Camino’en er ikke just belagt med fløjlsblomst og rosenblade! Det er ral og sten og løst og hårdt og ujævnt, og hvert et skridt kræver din fulde opmærksomhed - og gode lårbasser! Når det er aller hårdest, så husk lige at kigge op - og blive belønnet med en helt fantastisk udsigt hele vejen rundt!!!

Da jeg endelig ramte Lorca, var jeg helt flad ... Mine ben var tunge som bly, mine vabler over det punkt hvor de gør ondt, og mine ‘undies’ havde for længst gjort opmærksom på deres eksistens, ved at gnave hul på inderlårne! Ja, dér! (TIP: Husk en god intimcreme hjemmefra - den er din ven!) 

Og, selvom Lorca var min planlagte destination hjemmefra, havde jeg faktiske besluttet at stoppe i Cirauqui (MEGA charmerende by, i øvrigt!), men da jeg kom dertil, fandt herberget og jeg aldrig hinanden, og pludselig stod jeg ved udkanten af byen og manglede kun 5,5 km til Lorca - og 5,5 km det kan man da altid gå, ikke? 

Phuiii, de var lange, men så meget desto større var glæden bed at ankomme til Lorca - og finde et herberg, et varmt bad, en kold øl, en pilgrimsmenu - og en seng!

‘A-menneske’-tyranniet lever i bedste velgående på Camino’en, og selvom jeg er træt og flad, er jeg ikke god til at lægge mig til at sove kl. 21.00. Falder jeg i søvn, varer det typisk kun en time eller halvanden, inden jeg vågner igen, og agerer ‘grillkylling’ så jeg bliver håbløst viklet ind i inderposen og soveposen!!

Til gengæld kan man så glæde sig over at blive vækket ved halv6-tiden, når de første begynder at pakke, og gør klar til deres Camino ... 

Når alt klynkeriet bliver skraldet af, er dette stadig helt fantastisk!!! Uanset smerte, træthed og fysiske udfordringer, er der dømt ‘væg-til-væg’-smil på langt det meste af turen. Det kan kun anbefales!

Planen for dag5 var at gå fra Lorca til Los Arcos - en tur på 31,5 km med endnu en stigning!

Min krop og jeg har dog indgået den aftale, at ‘etapen’ bliver kortet lidt ned, mod at den støtter mig hele vejen!

Derfor er målet at nå op til Villamayor de Monjadin og blive der for natten. En tur på knap 20 km.

~ mangler kun 680 km ~ 

DAG 4 TRIVIA

Støvler på: Kl. 07.45

Støvler af: Kl. 17.35

Distance: 32 km

Sværhedgrad: 4 (1-5) 

Herberg: La Bordega Del Camino (***••)

Priser: 

Seng €9

Menu €10

Ta’ med-morgenmad €3

“No, I’m not from switzerland” (- det er et Dannebrog jeg har på rygsækken ...)

”Yes, I also started in SJPdP”

”Yes, it was tough to pass the Pyronees”

”Yes, I intend to go all the way to Santiago”

”Yes, I got blisters too!”

”No, I only got 28 days” 

Jeg er langt fra introvert, og har som sådan ikke svært ved at komme i kontakt med andre mennesker ... Men, jeg er mega dårlig til small-talk, og kan være ret selektiv, i mine valg af mennesker, jeg ønsker at have omkring mig ...

Så, når ovenstående ‘dialog’ er gemmenført, siger jeg gerne ‘Buon Camino’ og forsætter turen i mit eget tempo - der oftest er lidt friskere end de andres ... 

Det betyder, at jeg de seneste dage har haft rigtig mange timer helt for mig selv - i den spanske natur; i det spanske forår. Dette står i skærende kontrast til min hverdag hjemme, hvor jeg dagligt er - og værdsætter at være! - omgivet af skønne kolleger, dejlig familie og / eller mine pragtfulde venner og veninder ... 

Og, uden at det skal blive for ‘højpandet’, kan jeg her på dag 3 godt mærke, at nu begynder ‘min Camino’ ... Jeg er atheist, og har derfor ingen tro og ingen Gud, og jeg gennemfører ikke dette af religiøse eller spirituelle årsager! Jeg tror derfor heller ikke, at Camino’en som sådan ‘påvirker’ mig anderledes end enhver anden vandretur på 800 km / 28 dage vil gøre ... Men, uanset hvad, kan jeg mærke, at tankerne i dag har stukket lidt dybere, end blot ‘nøøøj, hvilken udsigt’ - efter blot fire dage i ‘ensomhed’ ... De her ér og bliver helt fantastisk, og jeg glæder mig nu endnu mere til de resterende 25 dage ... 

Dagens ‘etape’ har været på blot ‘etparogtyve’ kilometer ... Begrebet ‘flat terræn’ findes åbenbart ikke her i Nordspanien, så dagen har budt på flere op- og ned-stigninger, end man kan finde i Nordsjælland ... 

Dagen har bragt mig gennem skøn, skøn natur, skove og marker, små byer, store industriområder og ikke mindst ‘storbyen’ Pamplona - fantastiske kontraster, der kun kan opleves helt i ‘slow mo’-tempo til fods ...

Og ja ... Jeg har fået vabler!!! Heldigvis kun på den ene fod, så det kun er hvert andet skridt, der gør ondt!!! Mine trofaste Ecco-støvler har svigtet mig, selvom jeg ellers mener at vi hjemmefra aftalte, at vabler er noget de andre får!!! Nå, om ikke andet får jeg glæde af alt det ‘tape, plaster og klister’ som jeg slæber rundt med i rygsækken ...

I morgen venter en af de længere ture - 32 km med en del højdemeter, fra Cizur til Lorca henover bjergtoppen Alto del Perdón. Efter nogle dage i bragende solskin og op imod 28 grader, skulle det heldigvis blive regn i morgen, så jeg måske får flyttet fokus fra mine vabler ...

~ mangler nu kun 710 km ~

UPDATE KL. 22.00:

The Camino Family-idéen har nu også ‘ramt’ mig ... Har spist en fantastisk pilgrims-menu sammen med Laurent og Marie fra Frankrig, Luiggi og ??? fra Italien samt Bret fra Australien ... Tre retter (Paella, barbecue veal og is) med vin og fantastisk selskab, for €10 ... Fantastisk ... 

DAG 3 TRIVIA

Start: 08.30

Slut: 15.15

Distance: 21,5 km

Sværhedsgrad: 1,5 (1-5)

Sådan har størstedelen af ruten set ud på andendagen ...

Efter gårdsdagens fantastiske tur henover Pyrenæerne, var der udsigt til en mere rolig dag i dag. Det har den også været, men ikke direkte kedelig!

Af dagens 27 km har de fleste været op og ned på meget løst underlag, gennem forårsgrønne skove eller ‘ude på landet’ hvor det i den grad har lugtet af ‘penge’ ...

Roncevalles som jeg sov i igår, er byen, som stort set alle vælger at sove i, efter Pyrenæerne - og det bærer det også præg af! De gør det super godt, men det er altså primært en sove- og spise-industri, hvor der skal en masse pilgrimme gennem systemet ... Men, efterhånden som kilometerne tilbagelægges, kommer der større spredning i ‘feltet’, og allerede i dag, har jeg vandret alene det meste af tiden - i perioder, så jeg troede jeg var gået forkert, da jeg hverken havde set rute-markeringer eller andre vandrere i adskillige kilometer ... 

På den måde har dagens rute også vist sig fra sin bedste side, og det har været muligt at nyde stilheden, uden at den blev spoleret af assiater (- Sorry guys, men I snakker altså højlydt!) 

Vel fremme i Larrasoaña, tjekkede jeg ind på det lokale herberg - og fandt hurtigt badeværelset ... Bortset fra en lidt ‘chilly’ morgen, har solen braget ned det meste af dagen, så et bad var i den grad tiltrængt! 

Hvordan har kroppen det så, efter at have tilbagelagt godt 53 km i uvejsomt terræn over to dage? Overraskende godt! Heldigvis, da jeg jo stadig mangler at tilbagelægge godt 750 km over de næste 26 dage! En enkelt vabel på lilletåen og lidt ‘stive stænger’, naturligvis, men jeg har da set dem, der har det væsentligt værre, og som jeg vil blive overrasket over at se i Santiago ... 

I morgen venter en ‘hviledag’ på 21 km i forholdsvis let terræn, her fra Larrasoaña til Cizur Menor - via Pamplona. Desværre - eller heldigvis?! - afholdes den traditionelle byfest ‘Fiestas de San Fermin’ i juli måned, så det skulle være muligt at komme igennem byen, uden at få følgeskab af en olm tyr! 

DAG 2 TRIVIA

Start kl 07.50

Slut kl 16.15

Distance: 27 km

Sværhedsgrad: 3 (1-5) 

Sovekabinen i Roncevalles - ren, pæn og praktisk

Jeg har hele tiden forventet, at dag 1 hen over Pyrenæerne ville blive fantastisk og hård. Og, den skuffede absolut ikke! 

Jeg bliver aldrig træt af at vandre i bjerge - som i: Jeg bliver aldrig nogensinde træt af stilheden, den friske luft, kontrasterne, den smukke udsigt, højderne, at se ørne / rovfuglene flyve, oppefra og ned, eller de fysiske udfordringer, vandring i bjergene giver ... De smukke og frodige Pyrenæer svigtede ikke - de har det hele ...

Turen op er på godt 18 km og der er ‘no mercy’ ... Det går op, op, op og op, og der er meget få steder, hvor det går ligeud og man kan slappe lidt af. Er man ikke i rimeligt god form hjemmefra, er man ‘doomed’ ... 

Når du så er nået op, venter den mest modbydelige nedstigning, man kan forestille sig ... Jeg er i ret god form og har tidligere vandret i Frankrig, Østrig, Italien og Sverige, men har aldrig prøvet noget som dette ... Efter turen op, er benene som kogt spaghetti, og det er først nu, du skal til at bruge dem ... Det går stejlt nedad på løst og ujævnt underlag, og hvert et skridt kræver din din fulde  opmærksomhed ... Er man ‘doomed’ på vej op på grund af dårlig form, bliver nedturen én lang lidelse ... 

Jeg skriver ikke dette for at skræmme nogen fra at tage afsted eller for at overdramatisere - det er 100% sådan det opleves, og alligevel har turen i dag været hvert et skridt værd ...

Et godt træningstip: Squats og lungees, og hvad man ellers bruger til at forberede skiferien, er din redning ...

Og, så fik jeg i øvrigt en ny ‘bedste ven’! Jeg har et ret anstrengt forhold til vandrestave, når de benyttes i fladlandet Danmark - jeg har svært ved at se værdien, og jeg foretrækker at have ‘frie hænder’ når jeg går ... Men, på turen her, var mit medbragte ‘one pod’ fotostativ en uvurderlig hjælper, både på vej op, og på vej ned!! Vandrestav(e) er et ‘must’ på Caminoen - men lad nu være med at gøre ‘kroppen doven’ og bruge dem hele tiden ... 

Vel fremme i Roncevalles bliver man taget godt imod på et stort herberg, der ligger lige når man kommer ud af skoven - det er stort set byen, ud over nogle restauranter, det serverer en ganske udmærket pilgrims-menu til €12

i morgen skal jeg fra Roncevalles til Larrasoña - en strækning på 27 km, men hvor det kun går nedad eller ligeud ...

Og, jeg lægger med sikkerhed ud med MEGA ømme og stive ben - men det fortager sig vel ...

Med et billede at nattens opholdsted, er det nu godnat fra Camino’en!

start kl 08.10

slut kl 16.10

distance 25,5 km

højdemeter: 1300 op, 450 ned 

På vej på eventyr

Efter godt 10 timer, hvoraf størstedelen gik med at slikke sol udenfor Stansted lufthavn, er jeg endelig kommer til Saint Jean Pied de Port - udgangspunktet for de næste fire ugers vandring.

At være her i byen er nærmest surrealistisk, men sådan er det jo, når man har planlagt en ferie flere måned i forvejen - og den så endelig ‘rammer’ ...

Begrebet ‘Camino Family’ mærker man med det samme man lander i Biarritz: Kort efter jeg stod og så på busplanen, havde jeg aftalt i stedet at deles om en taxa - med to kroater, en tysker og en østriger! Herligt - vi sparede et par timers transport til SJPdP og gav hver €25. 

Jeg fandt ud af, at mit prebookede hotel lå små 5 km fra Camino’en, så jeg sov i stedet på et herberg lige midt på Zitadelle i SJPdP - direkte på ruten. Jeg skal blot ud af døren og til højre, så er jeg igang med min Camino 💪🏼😄

Også her mærkes gæstfriheden, så kort inden sengetid drak jeg grøn the (🤢) sammen med værterne og et par andre gæster.

i morgen, søndag, venter turens første og måske hårdeste ‘etape’ - 26 km hen over Pyrenæerne, 14 op og 12 ned ... Men, det er præcis det, der er min motivatior for dette eventyr - det bliver en mega smuk tur, og jeg kan næsten ikke vente! Må derfor hellere sove nu ... 

Om mindre end 12 timer er jeg på vej mod Biarritz ...

inden da, skal alt dette pakkes ned i en 38 ltr. rygsæk, som helst ikke skal veje mere end 8,5 kg - inkl. 2 ltr vand i min camelbag ...